Kronik i JP 8. september 2015
Af Poul Højlund, september 2015
Vi burde være klogere, men er det åbenbart ikke. Et enkelt foto af et smukt flygtningebarn
eller et rædselsvækkende foto af et druknet flygtningebarn er nok. Sådanne fotos er opinionsskabende
og sammenligningen til de ikoniske fotos fra Vietnam-krigen ligger lige for.
Sådan virker billeder, og alle mediefolk ved det. Det er derfor, de bruger netop disse billeder.
De taler direkte til vores følelser.
Følelserne siger, at vi skal hjælpe. Følelserne lider med de lidende, føler med de ulykkelige.
Følelserne sætter os i deres sted. Det er nærmest umuligt ikke at have medfølelse,
ikke at ville hjælpe, ikke at forstå.
Men hvad med de mindst 50 andre væbnede konflikter i verden? Fortjener de ikke samme
fotografiske opmærksomhed, samme medfølelse og samme bevågenhed fra både menigmand,
presse og politikere?
Hvad med Yemen, der er i borgerkrig og i frit fald på vej mod status som failed state? Eller
SydSudan, der som en af verdens nyeste nationer næppe får lang levetid? Eller et af de
utallige andre lande eller regioner, hvor helvede på jord er en realitet og hvor lidelserne
ikke står tilbage for de syriske? Den eneste forskel er den manglende fotodækning, lidelserne
er de umåleligt samme.
Mange - selv generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp - har set skriften på væggen:
40 til 60 millioner mennesker på vej mod Europa og bag dem andre 60 millioner og bag
dem atter andre utalte millioner. Der er ingen ende på verdens elendighed, og end ikke de
mest avancerede lande har en jordisk chance for at hjælpe i tilstrækkelig grad til blot at udskyde
katastroferne, endsige da forhindre dem.
Det er kendsgerningerne, - og de er ikke meget anderledes, end de altid har været. Den
nuværende såkaldte flygtningekrise er ikke en krise, det er en permanent tilstand. Det er –
desværre – verdens sande tilstand. I store dele af verden er fred perioden fra den foregående
krig til den kommende krig.
Det nye er det føletyranni, der styrer opinionen i de vestlige lande. Det nye er, at fornuft
kaldes kynisme og fremmedfjendtlighed, racisme og yderste højrefløj. Det nye er, at den
nødvendige dialog mellem følelse og fornuft er opgivet. Følelse og medfølelse er blevet til
institutionaliseret føleri, og ve den, der vover at sætte fornuften i arbejde.
Vi – de demokratiske lande - har gennem et væld af internationale organisationer og aftaler,
med enorm menneskelig indsats og endnu større økonomisk støtte i årtier gjort det
bedste, vi formår, for at skabe udvikling, fred og velstand i de forsømte og fordømte lande.
Det går fremad, omend langsomt. Flere børn end nogensinde før kommer i skole, flere
mennesker end nogensinde før løftes ud af fattigdom, flere nyfødte end nogensinde før
overlever. Demokrati spredes, omend langsomt. Fred etableres, omend langsomt.
Men vi kan ikke afskaffe apokalypsens fire ryttere: krig, pest, hungersnød og død. De rider,
som de har redet siden tidernes begyndelse, og spreder deres ulykker over de lidende.
Er det de vestlige landes skyld? Er det kolonialismens skyld? Er det kapitalismens skyld?
Er det vores skyld? Nej, det har helt åbenbart været menneskeslægtens forbandelse i al
evighed. Det er kun i religionen, at der er en paradisisk før og efter tilstand, hvor løven og
lammet græsser side om side, og hvor al ufred og ulykke er ophævet. I virkelighedens verden
er der krig, pest, hungersnød, død – og enorme flygtningestrømme. I dette er der intet
nyt under solen.
Alle er efterhånden enige om ”indsats i nærområderne” - selvom det er knapt et halvt år siden,
at der var nærmest fascistisk tale. Jo, debatten flytter sig skam, men det går langsomt,
og ingen af de mange følerister bryder sig om at sige åbent, at de også er begyndt
at koble fornuften til.
Nu har både det store Tyskland og det langt mindre Østrig åbnet deres grænser for de titusindvis
af mennesker, flygtninge og migranter i en uskøn blanding, der ikke finder tilbuddet
i Grækenland eller Serbien tilfredsstillende. Flygtningevennerne klapper begejstret, formentlig
uden tanke for, at det kun er en yderligere spore til fornyet indstrømning, eller at
der med en tysk opholdstilladelse er åben adgang til hele EU og dermed frit valg af sociallovgivning.
Lad os nu tænke et par år frem. Tilstrømningen fortsætter, for hvornår og hvordan vil
Merkel være i stand til igen at lukke grænsen? Hvem vil have det politiske mod til at hugge
en grænsebom ned midt i køen, og hvad gør en statsleder, hvis menneskemasserne ikke
vil acceptere en bom? Tør nogen sætte magt i mod tilstrømningen, og vil nogen europæisk
grænsegendarm skyde mod ubevæbnede ulykkelige, kvinder og børn i blandt?
Derfor er konsekvenserne indlysende: Europa ligger hermed åbent for enhver, der har
midlerne og initiativet til at migrere eller flygte fra de manglende muligheder eller den
manglende fred i hjemlandet. I løbet af få år vil de europæiske sociale systemer bryde
endegyldigt sammen. Ingen lande vil vedblive med at have råd, - og ingen har til dato
påstået, at den enorme tilstrømning resulterer i en lige så enorm velstandsfremgang i
modtagerlandene, tværtimod.
De europæiske borgere, der gennem generationer har opbygget deres velstående lande
og fremragende system af lov, orden, uddannelse og velfærd må finde sig i, at de i juridisk
og social forstand bliver sat i samme bås som immigranterne, nemlig som borgere i EU.
Her skelnes ikke mellem den oprindelige befolkning og de tilvandrede, - alle har samme
rettigheder, og allerede nu ser vi, at immigranterne faktisk på visse områder har en større
ret end de oprindelige borgere, fx til bolig og fuld folkepension.
Dette vil selvsagt ikke forblive acceptabelt for den oprindelige befolkning. Vi ser allerede i
dag harske udtryk for det, der fordømmende kaldes fremmedhad, men som snarere er de
laveste sociale lag i den oprindelige befolkning, der gør oprør mod invasionen – påtvunget
dem af deres politikere og øvre mellemlag. Oprøret får præcis den hæslige form, hvor
skytset ikke rettes mod de skyldige, men mod de uskyldige.
Demografi er skæbne, siges det. Importen af i europæisk sammenhæng fuldstændig kulturfremmede
befolkningsgrupper kan kun ende galt. Det berømte og berygtede ”Clash of
civilisations”, de uforenelige kulturers sammenstød, er i fuld gang midt i vore europæiske
hovedstæder – og det uanset hvor flink og rar, den enkelte indvandrer er. Det har intet
med den enkelte at gøre, men alt med gruppen og kulturen at gøre, herunder religionen.
Når man importerer store mængder af mennesker, importerer man kultur; man tager så at
sige den muld med, hvori den enkelte er opvokset og dannet.
Se hundrede år frem, og se, hvordan 3000 års europæisk kultur og historie er visket bort,
forsvundet, bukket under. Europa bliver ikke til Eurabia, som frygtet under de første muslimske
invasioner fra Mellemøsten, - det bliver til Euafrica, fordi den afrikanske befolkning
vokser eksplosivt og uhæmmet. I 1950'erne var den afrikanske befolkning under det halve
af den europæiske, omkring årtusindskiftet stod de lige og år 2100 vil den afrikanske befolkning
være seks gange større end den europæiske. Når portene til Europa åbnes på vid
gab, som det netop er sket, vil ingen kræfter kunne holde det enorme befolkningsoverskud
inden for det afrikanske kontinent.
Dette er nogle af de konsekvenser, som flygtningevennerne nægter at tale om - eller måske
bare er ude af stand til at forstå. I stedet dikterer føleriet her-og-nu politikken og umuliggør
enhver fornuftsbaseret samtale.
Det er tragisk, og det er især tragisk at se pressen føre an i denne føleriets triumf på vejen mod den europæiske kulturs endeligt.