Sider

KRONIK 11.02.2016 KL. 06:00

Vi er på katastrofekurs

Danmarks asylpolitik er blottet for enhver logik og omtanke. Vi hjælper de forkerte, og vi svigter de svage, både i flygtningelejrene og herhjemme.
Rasmus Sand Høyer
Rasmus Sand Høyer
Hvis nogen tror, at stikprøvekontrol betyder, at grænsen er lukket, tager de fejl.
Fra og med uge to i år har Danmark i gennemsnit accepteret 272 asylsøgere om ugen. Tallet er langt højere end tilsvarende tal fra sidste år. Regeringen anslår, at vi vil modtage omkring 20.000 asylsøgere i år. Vi modtog 21.000 sidste år. Tallene skal tilnærmelsesvis fordobles på grund af familiesammenføring. Kommunerne kan ikke skaffe boliger, jobs, pædagoger, lærere osv. osv.
Hvordan skal det så ikke gå i 2016, hvor der i øvrigt forventes en tre-firedobling af folkevandringen til Europa? Statsministerens seneste melding er, at han forventer op til 100.000 migranter til Danmark inden for de næste fem år. 100.000 nye kulturfremmede mennesker, som skal familiesammenføres og forsøges integreret i et arbejdsmarked, der ikke findes, og bosættes i boliger, der heller ikke findes.
Han ser katastrofen, men han handler ikke. Det er ikke en statsminister værdigt.
Danmarks asylpolitik er blottet for enhver logik og omtanke. Vi hjælper de forkerte, og vi svigter de svage, både i flygtningelejrene og herhjemme. Vi hjælper under enorme omkostninger de meget få promille, der når frem til vore grænser, og vi lader hånt om resten. Vi accepterer enhver, der kan sige asyl, men vi glemmer at spørge, hvorfor lige nøjagtig den pågældende og ikke resten af befolkningen var nødt til at flygte.
Vi glemmer, at Flygtningekonventionen taler om individuel og »velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser« – ikke om dårlige levevilkår i en flygtningelejr. I stedet for at hjælpe de rigtige er vi i gang med at skabe en demografisk katastrofe i fire dimensioner: humanitært, økonomisk, socialt og kulturelt.
Humanitært er det en katastrofe, fordi de milliarder, vi bruger på migranter her i landet, med den 100-dobbelte effekt kunne være brugt i de nabolande, hvor flygtninge fra krigen i Syrien får deres konventionsbestemte og FN-sikrede beskyttelse. Røde Kors og FN appellerer forgæves efter midler til at drive de enorme flygtningelejre. FN fik sidste år kun halvdelen af det, de bad om. EU kunne uden at anstrenge sig det mindste betale hele regningen og endda øge livskvaliteten i flygtningelejrene mangefold.
Økonomisk er det en katastrofe, fordi Danmark skal bruge et ukendt antal milliarder på integration, undervisning, kontanthjælp, boliger, kriminalitet og alt det andet, der følger med indvandringen. I Danmark kender ingen de samlede udgifter for indvandring fra ikkevestlige lande. Norge har beregnet nettoudgiften for de næste år, hvor man forventer 100.000 migranter. Prisen er beregnet fra de ankommer til Norge og for resten af deres levetid. Den samlede nettoudgift for bare tre års indvandring anslås til 767 milliarder kroner.
Socialt er det en katastrofe, fordi vi får ghettoer af en størrelse, vi ikke kan forestille os. De bliver præget af håbløshed, lovløshed, sharia, radikalisering, vold og kriminalitet. Vi mister store byområder, hvor staten ikke kan opretholde sin magt eller beskytte f.eks. kvinders og børns rettigheder. Vi får en fattigdom, vi ikke har set i mange år, og vi får parallelsamfund med en social arv så tung, at vi aldrig overvinder den. Vi mangler allerede i dag arbejdspladser, praktikpladser og boliger. Talrige er røget ud af dagpengesystemet, og de oplever nu, at indvandrere får særbehandling. De rykker foran i boligkøerne, de får særlige lån til indskud, og forude venter en fuld folkepension. Indvandringen fører til en dramatisk sænkning af de laveste lønninger, der vil ramme hele lavtlønsområdet, ikke blot de indvandrede. De afviste asylsøgere, som vel at mærke ikke altid forlader Danmark igen, bliver til en illegal underklasse, parat til enhver form for sort arbejde eller kriminalitet i vekslende grader.
Kulturelt er det en katastrofe, fordi vi importerer et kvindesyn og en voldsparathed, der intet har med Danmark at gøre. Vi sænker uddannelsesniveauet dramatisk og langt mere, end det allerede er sket. Ingen kan på få år løfte en delvist analfabetisk kultur til det højt avancerede danske niveau; i stedet taber vi dem af vore egne, der har mest hjælp behov.
Vi står med en indvandring så kulturforskellig fra det avancerede, protestantiske og ateistiske Danmark, at det uvægerligt vil føre til det civilisationernes sammenstød, som så mange ikke har villet anerkende som en realitet. Nu får de syn for sagn. De Radikale og venstrefløjen har sammen med i øvrigt godhjertede mennesker bidraget til denne katastrofale politik med deres hidsige kritik af ethvert tiltag, der kunne mindske tilstrømningen.
Regeringen tør ikke gøre det fornuftige og det rationelt rigtige. Den drives i stedet rundt i manegen, mens den spilder tiden på at forsvare sig mod vanvittige anklager om det ene og det andet. Den politiske debat er netop ikke politisk, derimod moralsk. Virkelighedens problemer når vi aldrig frem til.
Journalisterne har deres store del af ansvaret. Det notorisk venstresnoede pressekorps er åbenbart ikke i stand til at løfte sig op over det føleri, der sætter dagsordenen, men fortsætter med at appellere til følelser i stedet for fornuft. Nu advarer statsministeren om, at det Europa, vi kender, står for fald. Men han er helt åbenlyst ikke klar til at kæmpe imod årsagen til faldet. Han tror fortsat, at integration er løsningen, selv om enhver ved, at integration i den skala er urealistisk, vanvittig kostbar og kun lykkes i alt for begrænset omfang.
Regeringen burde for længst have genindført den normale grænseprocedure med afvisning af udlændinge uden lovligt indrejsegrundlag. Den burde for længst have revideret den danske udlændingelov fra 1983 og fjernet retten til spontane asylansøgninger. Grænsen skulle for længst have været lukket og tilvandringen standset. I stedet har regeringen spildt tiden og kun skabt endnu mere splid i befolkningen ved at satse på en skræmmekampagne. Resultatet er en fortsat tilstrømning og de absurde nazisammenligninger og anklager fra både FN og EU. Havde regeringen lavet en hård grænselukning senest i september 2015, ville alt dette være undgået.
Men regeringen turde ikke – af angst for både sin egen opposition og den allerede dengang stendøde Schengen-union. Danmark er på katastrofekurs. Statsministeren ved det, men han handler ikke på grundlag af den viden. Befolkningen splittes og radikaliseres. Danske soldater er sendt på efteruddannelse hos politiet i bekæmpelse af civil uro. Både den norske og den svenske forsvarschef forventer krig indenfor få år, krig mellem europæiske lande og indvandrere.
Tyske soldater træner byguerilla i en enorm øvelsesby i Nordtyskland, komplet med metro og alle de anlæg, man finder i europæiske storbyer. Frankrig er i kronisk undtagelsestilstand med udkommanderet militær.
Men den danske grænse står åben. Statsministeren forventer fortsat 20.000 asylsøgere årligt – så langt frem, som øjet rækker. Han ser katastrofen, men han handler ikke. Det er ikke en statsminister værdigt. Han kan ikke blot lade landet fortsætte sin kurs mod katastrofen.
En løsning på europæisk plan er det fatamorgana, mange fortsat klynger sig til. Men EU er på vej mod sit sammenbrud, impotent, afmægtigt og uden antydning af fælles vilje.
Statsministerens opgave er ikke at løse folkevandringens problem, men at beskytte Danmark i det europæiske stormvejr.
Statsministeren bør handle med konsekvens – eller overlade roret til andre, der kan sætte en kurs væk fra katastrofen.