Hvilke politikere
tænker 100 år frem? Hvem har en vision for Danmark, der rækker
gennem det 21. århundrede? Er der overhovedet nogen i dette land,
der tænker i de lange stræk, eller drejer alting sig om næste år,
næste valg, næste krise?
Den
socialdemokratiske bevægelse havde sin drøm om et Danmark for alle.
Den drøm har på godt og ondt trukket samfundet gennem det 20.
århundrede. Den har motiveret millioner af danskere, og dens
tankegods er i dag så indarbejdet, at det er usynligt fællesgods, -
ligesom kristendommens værdisæt er usynligt fællesgods her i
landet.
Socialdemokratiet
er døende sammen med resterne af den folkebevægelse, der var med
til at skabe dagens Danmark. På samme måde, som den stærke
andelsbevægelse med folkehøjskolen og landbefolkningens store drøm
om det oplyste land og de mange selvstændige ejere har været døende
gennem mange årtier, og nu kun er en forvansket skygge af sig selv.
De store bevægelser er døde, - tilbage er det samfund, de skabte,
og de værdier, de plantede. Men der er ikke længere nogen samlende
vision for Danmarks fremtid.
De mest
forhærdede unionstilhængere drømmer om Danmarks fremtid som et
stort forsvindingsnummer. EU er den nye nation, og fædrelandet er
den tilbagestående provins, man søger væk fra hurtigst muligt.
Unionsgalningene findes mange steder; nogle af dem sidder i Bruxelles
som EU-parlamentarikere. Det er næppe dér, vi skal lede for at
finde en drøm om Danmarks fremtid.
Vi kan se på
dagens Danmark, og vi kan alle uden undtagelse se de problemer, som
vores samfund skaber. Andelen af forsørgede vokser, andelen af
ubeskæftigede vokser, for mange hænder ligger stille, og for få
arbejder. Det bliver fortsat vanskeligere at se, hvordan vores
ufaglærte skal beskæftiges, og vi har skabt et proletariat af
uuddannede og ikke-tilpassede indvandrere.
Industrien slås
for livet i en kamp mod den asiatiske tiger med ubegrænsede mængder
af billig, flittig og dygtig arbejdskraft. Den kamp taber industrien,
- tilbage bliver kun den højt specialiserede produktion eller den,
hvor det er for dyrt at flytte de færdige produkter. Industrien
redder ikke landet.
Landbruget
opsuger ingen arbejdskraft, dets driftsform kan kun konkurrere på
grund af de massive EU-tilskud, og landbruget som helhed dræner
landet for naturværdier og dyreetik. Samtidigt er det danske
landskab gennem de seneste årtier forandret mere end gennem de
sidste to århundreder. Alle de almindelige landbrug er væk og
erstattet af forgældede godser med en problematisk produktionsform,
importerede daglejere og meget begrænset dansk beskæftigelse.
Fiskeriet er gået samme vej som landbruget: enorme fabriksskibe med
tilhørende kapitalkoncentration og overfiskning, ingen nævneværdig
beskæftigelse og intet potentiale udover den stadige centralisering.
De
produktionsformer, der kunne bruge den ufaglærte arbejdskraft, er
forsvundet. Vi kan ikke skaffe beskæftigelse til befolkningen som
helhed, og vi kan ikke fortsætte med at lade en stadigt mindre del
af befolkningen forsørge det flertal, som vi ikke magter at sætte i
arbejde. At vi oven i købet fortsætter med at importere ufaglært
og skoleumulig arbejdskraft gør kun problemet endnu større.
Lediggang er
roden til alt ondt. Det gamle ord gælder fortsat, - det burde være
en menneskeret at få lov at arbejde, at få lov til at blive brugt
og til at bidrage. Men vi har indrettet samfundet på en måde, så
det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre. Uagtet alle mulige tiltag
er det indlysende, at kabalen ikke går op. Vi kan ikke skaffe
arbejde nok til vores befolkning fremover, og vi har ikke den rigtige
befolkning til det højt specialiserede arbejde, vi formentlig kan
skabe. Der er for mange med for lav eller ingen uddannelse, og vi er
for mange, der har vænnet os til den store magelighed, som
velfærdsstaten tilbyder. Vi har glemt, at vi kun kan fastholde vores
velstand, hvis vi arbejder for det.
De tåbeligste
drømmer stadig om at dele armoden via skattesystemet i den tro, at
det er vejen til velstand. Andre er parat til at acceptere, at en
stor del af befolkningen parkeres som et forsørget proletariat uden
antydning af meningsfyldt beskæftigelse og med et udsigtsløst liv.
Og værst af alt: de fleste tror fortsat, at vore politikere har greb
om situationen. Det har de ikke. Ingen af dem tænker mere end fire
år frem, og der er brug for et helt andet perspektiv.
Vores nuværende
Danmark er resultatet af de landboreformer, der blev gennemført i
det 18. og 19. århundrede. Det skabte den frie klasse af gårdmænd
og husmænd, der grundlagde vores politiske system, og banede vejen
for industrialiseringen og de to store politiske folkebevægelser,
der som modstående poler skabte den dynamik, der igen resulterede i
velstanden og det nuværende velfærdssamfund. Perioden fra
landboreformerne for godt to hundrede år siden og til i dag er en
lang, sammenhængende epoke med indbyrdes forbundne mekanismer i
samfundsudviklingen. Den epoke er slut, og vi står uden blot
antydning af ide om reformer af en tilsvarende tyngde.
Når jeg taler
med jævnaldrende, mindes de med stor glæde barndommens baggårde
med et mylder af liv, hjemmegående husmødre, skrappe lærere og
disciplin og udsigt til arbejde og sikre kår, når blot man opførte
sig ordentligt og passede sin skole eller sin læreplads. Eller de
snakker om det ydmyge, men trygge hjem på landet, hvor der skulle
knokles fra før daggry, og hvor alle skulle give en hånd med –
uanset alder, åndsevner eller handicap.
Plads til alle og
brug for alle. Det er omkvædet, og selvom erindringen om den gode
barndom altid er lettere rosenrød, er der den sandhed i omkvædet,
at vi uigenkaldeligt har mistet noget vigtigt. Der er ikke længere
brug for eller plads til alle, og det er ikke længere muligt at
blive selvforsørgende ved blot at opføre sig ordentligt og passe
sit. Vores system dur ikke længere. Vi har solgt vores ret til selv
at skabe os en tilværelse, og vi har ikke fået noget af blivende
værdi i stedet.
Uden drømme og
ideer tegner fremtiden ikke lovende: stadigt stigende tab af
selvstændighed til EU; voksende overskud af for lavt uddannet
arbejdskraft; stadige problemer med utilpassede indvandrere; groteske
effektivitetskrav både på jobbet og i privatlivet; mere trafik,
flere motorveje, mere larm, mindre landskab; professionspolitikere,
der tror, at de ved bedre end resten af befolkningen; voksende krav
om politisk korrekthed i alle detaljer og en hob af internationale
organer og konventioner til at baste og binde os. Det er ikke en lys
fremtid.
Hvem kan fortælle
os, hvad vi skal drømme om. Hvem maler billedet af fremtidens
Danmark, hvem fortæller om det forjættede land, hvem beskriver
drømmen, så vi kan vælge vejen frem for det land, som vi - uanset
alt andet - fortsat er fælles om, og som det er vores fælles ansvar
at forvalte på en måde, så vi kan give det videre til de næste
generationer?