Demokrati over religion

Af Poul Højlund, kronik i JP, februar 2006

”Religionsfriheden er en del af FN’s menneskerettigheder, ligesom den er en del af den danske grundlov.  Det betyder, at jeg må være kristen og min nabo må være muslim, og dette må ikke få indflydelse på vores grundliggende rettigheder eller anseelse i samfundet. Og vores fælles genbo må tro på absolut ingenting, og stadig være et lige fuldt og et lige respekteret medlem af vores fælles samfund.

Religionsfriheden betyder, at hvis nogen i ord eller gerning angriber mine to ikke-kristne naboer for deres tro eller mangel på samme, så kan de regne med mig til at forsvare deres rettigheder. På samme måde regner jeg med dem – skulle det komme dertil.”

Sådan skrev jeg i JyllandsPosten i november 2002 i kronikken ”Trosfrihed og frihedstro”. Det mener jeg fortsat, - hvordan skulle man kunne mene andet. Men jeg skrev også i samme kronik om den reelle fare for undertrykkelse af demokratiet:

”.. vi skal med næb og klør bekæmpe ethvert fremstød – uanset religiøs baggrund og uanset ophav – der vil tvinge os ud af kurs i vores vej mod et bedre demokrati.  Og vi skal hårdt gå i rette med enhver strømning, der anfægter de menneskerettigheder, der er grundlaget for demokratiet.

Demokratiet er trosfrihedens garant, - ikke omvendt. I øjeblikket kommer truslen fra en fundamentalistisk udlægning af Islam. Truslen er alvorlig, og derfor er det her, striden skal stå. Ikke kristendommen mod Islam, - men demokratiet og menneskerettighederne mod det feudale; åndsfriheden mod absolutismen; moderniteten mod den formørkelse og det tilbageskridt, der vil knægte vores friheder.”

De sætninger har fortsat aktualitet, på det mest groteske understreget af tegneseriekrigen.

Tilsyneladende har rigtigt mange på høje poster i vores demokrati svært ved at fatte den enkle kendsgerning, at Islam i sin traditionelle udgave ikke er foreneligt med demokrati. I stedet forsvarer de Islams ret til undertrykkelse ved at henvise til religionsfriheden. Mange formår endda at blande indvandrerdebatten ind i sagen: at tage afstand til Islams manglende frihed sættes lig med diskrimination eller sågar racisme.

Hvorfor er manglende frihed acceptabel, når blot den forbindes med religion? Glemte boerne i Sydafrika at kalde apartheid for en del af deres tro? Ku Klux Klan hævder deres ret til at lynche sorte som en del af deres tro, - kan de også påberåbe sig den religiøse helle? Nej, ingen kan retfærdiggøre overgreb og krænkelser af menneskerettighederne under påberåbelse af religiøs overbevisning.

Kun når det gælder Islam bliver man hensyntagende og fidel til det uudholdelige. Hvor er de rasende protester over den massive undertrykkelse af anderledes tænkende i de muslimske lande? Over den groteske kvindeundertrykkelse? Over de stadige overgreb på menneskerettighederne? Kravene til de Islamiske lande er åbenlyst mildere end kravene til resten af verden. På mig virker det som en omvendt racisme, som en pervers konsekvens af Kiplings gamle statement om den hvide mands byrde.

Helle Thorning Schmidt har formuleret sig klokkerent: Demokratiet står over religionen.  Sådan må det nødvendigvis være i den del af verden, der kalder sig demokratisk. Demokratiet forudsætter, at alle mænd og kvinder har deres åndelige frihed og den tilhørende ucensurerede ytringsfrihed med efterstillet ansvar for domstolene; det forudsætter, at ingen magt er stærkere end den demokratiske statsmagt, og at al religiøs udøvelse finder sted indenfor disse rammer.

Islam har som den eneste af verdensreligionerne et problem med de krav. Eller mere præcist: kravene er uforenelige med Islam i den nuværende officielle udgave. Det handler ikke om racisme eller fremmedangst, ej heller om krænkelse af tro eller forhånelse af muslimer. Det har intet med det at gøre, - uagtet at muslimer er blevet krænket på et af deres religiøse tabu. Det handler alene om demokrati og den dertil hørende ytringsfrihed.

Islam lader sig ikke demokratisere, før samme religion har gennemført en reformation. Der findes ikke noget ’politisk Islam’ kontra et ’religiøst Islam’, selvom det er en bekvem skelnen. Islam er en ubrydelig enhed af religion og politik, hvor Koranen er kilden til al lovgivning, som det udtrykkes i mange muslimske forfatninger.

Måske illustreres det bedst i den islamiske republik Iran, der jo afvikler demokratiske valg til parlament og præsidentembede, men udtrykkeligt kun blandt kandidater, der er godkendt af Vogternes Råd. De højeste præster skal godkende hver enkelt kandidat i det såkaldte demokrati. At Iran endvidere jævnligt henretter teenagere ved offentlig hængning for handlinger, der udtrykkeligt er omfattet af FN’s menneskerettigheder tjener kun til at illustrere, at jo mere lovgivningen er baseret på Islam, desto større bliver den blodig undertrykkelse af borgernes menneskerettigheder.

I den islamiske verden står religionen står altid og ubetinget over demokratiet.  På trods af at alle muslimske lande undtagen Saudi Arabien har underskrevet FN’s menneskerettigheder, gælder de simpelthen ikke indenfor Islam. Man har i stedet formuleret nogle særlige islamiske menneskerettigheder, som man forlanger at få anerkendt af FN. De kaldes Cairo-deklarationen af 1990, og de understreger sharia som overordnet ramme for al menneskelig aktivitet.

Trosfrihed er fuldstændigt fraværende i deklarationen, tværtimod indledes den med disse ord: ”Alle mennesker udgør en familie, hvis medlemmer er forenet i underkastelse under Gud med den fælles forfader Adam”. I deklarationens 25 paragraffer nævnes Shari’ah ikke mindre end 15 gange, Gud nævnes 9 gange og for at være helgarderet afsluttes med følgende to paragraffer:

Par. 24: Alle rettigheder og friheder nævnt i denne deklaration er underlagt den islamiske Shari’ah
Par. 25: Islamiske Shari’ah er den eneste kilde til forklaring eller afklaring af denne deklarations artikler.

Det kan dårligt siges tydeligere: Religionen står over alt andet, inklusive menneskerettigheder og demokrati. Traditionel Islam er demokratiets absolutte modsætning. Det nytter ikke at foregøgle sig selv noget andet. Islam er læren om den gudelige orden her på jorden, og den tolererer ingen slinger i valsen.  Traditionel Islam opfatter vores demokrati som en verdslig konkurrent, en vantro modstander og en fjende af profetens lære.   

Islam er som en ensrettet vej uden afkørsler. Har man først begivet sig ad den vej, er der ingen mulighed for at vende om, ingen mulighed for at reformere eller frasige sig troen, ingen mulighed for at søge andre løsninger og sandheder end de, der er foreskrevet i Shari’ahs evigt gyldige og uforanderlige love. Systemet er selvbekræftende og fuldstændigt lukket om sig selv. Islam er skabt af Muhammed med den hensigt, at det skal vare evigt og gælde alt.  

Det er på den baggrund, at man skal vurdere kravet om international lovgivning mod det, der på engelsk kaldes defamation of religions, på dansk ærekrænkelse af religion. Man bør notere sig, at både Nyrup, Ellemann, Clinton og Annan støtter kravet, og at kravet er på vej igennem FN-systemet med et forslag fra OIC, den mest betydende organisation af islamiske lande, om at skrive det ind i menneskerettighederne. Det var også OIC, der skabte de særlige islamiske menneskerettigheder med sharia i centrum.

Tegneseriekrigen er den perfekte anledning for de islamiske lande. Her er et tydeligt eksempel på krænkelse af et muslimsk tabu og dermed den profet, der dyrkes med intens lidenskab – trods hans eget forbud mod idolatri: persondyrkelse. Tegningerne var ikke årsagen, - kampagnen var for længst lagt til rette i OIC som del af deres forsøg på at genrejse den islamiske nation og det store fællesskab i ummah’en.  Tvivlere kan kontrollere referater og dokumenter på OIC’s hjemmeside.

Den islamiske verden nøjes ikke med at passe sit;  den ønsker sin religion spredt ud over hele kloden, og midlet er kravet om respekt for Islam. Men respekt for Islam fører til underkastelse, for al kritik af Islam er det samme som disrespekt, hvilket igen er ensbetydende med forhånelse af profeten. Det er svært at fatte for en ikke-muslim, fordi vi lever i den frie verden. Men spørg de muslimske dissidenter; de ved, hvad det koster at gå imod de hellige love. Eller tænk på dem, der myrdes for krænkelser af den elskede profet. Eller spørg Nasser Kadher, der lever under konstant politibeskyttelse.

Vi skal formentlig gennemføre en inddæmningspolitik overfor de islamiske lande for at hindre yderligere udbredelse af antidemokratiet,  - men vi kan ikke nøjes med at passe os selv. Lad mig give et eksempel med et vist skær af komik:

Muhammed  har siden begyndelsen af 1930’erne har været gengivet med Koran i den ene hånd og sværd i den anden på selveste Højesteretsbygningen i USA, hvor han indgår i en frise om historiske lovskabere. Indenfor de seneste 10 år har store islamiske organisationer i USA forlangt relieffet hugget bort adskillige gange uden held.  De opfatter det som krænkende, og vi kan forvente det borthugget, hvis det lykkes for OIC at gennemføre forbuddet mod ærekrænkelser af religioner.

I samme ombæring ønsker de islamiske lande også et forbud mod islamofobi gennemført i international lovgivning. Islamofobi er et nykonstrueret ord, der direkte oversat betyder angst eller endda sygelig angst for Islam. Jeg kan ikke forstå, at Dansk Folkeparti herhjemme skal have patent på denne fobi; jeg melder mig gerne som islamofob, og jeg kan ikke forstå, hvorfor det overhovedet skal være et skældsord.

Jeg er bange for, at vores livsform ikke overlever konfrontationen med den middelalderlige absolutisme i Islam, hvis vi ikke sætter hælene i og bliver klare på vores værdier og vores demokratis principper. Lad os vende ordet islamofob om til noget positivt på linie med ordet demokrat, fordi Islam ikke anerkender og ikke vil anerkende, at demokratiet står over religionen. Demokratiet bør være islamofobisk, for Islam vil ikke demokratiet noget godt. Tværtimod.

For at undgå enhver misforståelse og enhver beskyldning om racisme, fremmedangst, dårlig smag, kristenfascisme eller noget af alt det andet, der svæver i æteren for tiden, blot dette citat fra samme kronik i 2002:

”.. jeg vil ikke leve i et kristent land uden plads til andre religioner. For det vil betyde, at jeg ikke længere lever i et demokratisk land. Demokrati og menneskerettigheder er kristne produkter, hævdes det, udsprunget af det kristne Frankrig. Javel, ja, -  men de sprang altså først i det øjeblik, da klarhjernede mennesker med hele deres fornuft gjorde oprør mod den undertrykkende kristne kirkes absolutisme og ensretning. ”

Vi må nu samle os sammen med alle demokratisk sindede mennesker i et tilsvarende opgør med den Islam, der ikke vil demokratiet. Det er på tide at erobre initiativet.

De rabiate

13 år er gået siden denne kommentar blev bragt i JP i august 2002. 

Af Poul Højlund, august 2002

Det begynder med angsten. Angsten for at blive ringet op og truet; angsten for det fysiske overfald; angsten for de rabiate. Efter angsten kommer tavsheden. I dag har angsten ramt vore jødiske medborgere. Og med garanti også en stor del af vore muslimske medborgere. Med få modige undtagelser er begge grupper præget af tavsheden overfor de rabiate, overfor den voldelige del af palæstinenserne her i landet.

JP bragte i søndags (11/8) en glimrende to-siders artikel om det palæstinensiske problem i Danmark. Jeg skriver bevidst kun ’det palæstinensiske problem’ – selvom artiklen forsøger at skabe et billede af en jødisk – palæstinensisk konflikt her i landet. Sandheden er jo den såre enkle, at det ikke er vore jødiske medborgere, men derimod udelukkende en gruppe unge palæstinensere, ivrigt bistået af det autonome miljø, der skaber problemerne.

Det har været rystende at konstatere, at en enkelt demonstrant skal have 5-600 betjentes beskyttelse for i vores demokratiske land at demonstrere på Nørrebro. Og direkte chokerende at høre den ellers sympatiske kriminalinspektør Per Larsen udtale, at den jødiske befolkningsgruppe skal undlade at provokere, - for eksempel ved at bære en Davidsstjerne på Nørrebro. På TV fik samme Per Larsen   rådne tomater, rå æg og lignende kasteskyts til at høre med til demokratiets ytringsformer.

Vores retsopfattelse skrider umærkeligt. Retten til at deltage i den frie meningsudveksling trues. Retten til frit og uantastet at bære sin tros symboler, korset, stjernen, tørklædet, er allerede trådt under fode. Når jeg i medierne præsenteres for unge palæstinensere, der halvt afsindige skriger deres frådende raseri udover landet; når jeg hører en dansk kriminalinspektør udtale, at de danske jøder ikke skal provokere; når jeg læser om antisemitiske overfald, og når jeg hører de indtrængende advarsler fra den demokratiske del af vore muslimske medborgere, må jeg frygte for fremtiden.

Vi må ikke acceptere selv den mindste indskrænkning i vore velerhvervede frihedsrettigheder. Enhver skal fortsat frit og uden angst kunne deltage i den debat, der er forudsætningen for vort demokrati. Vi skal ikke leve i angst og tavshed.

I fællesskab mellem alle befolkningsgrupper i Danmark må vi aktivt kæmpe for ytringsfriheden. Ikke bare den store, teoretiske og grundlovssikrede, - men den lille daglige og praktiske ret til uantastet at sige sin mening overalt.  Også på Nørrebro. Jeg behøver ikke at være den mindste smule enig; ja, jeg behøver ikke engang at overveje, om jeg er enig med en Moses Hansen, en Jacques Blum, en Pia Kærsgaard eller en hvilken som helst anden for at vide, at det er min og alle andres pligt med alle midler at sikre deres ret til at udtrykke deres meninger. Også på Nørrebro.

Frø af ugræs er over hegnet føget, - og det får åbenlyst lov til at spire og slå rod i det danske demokrati. Når folkekirkepræster, ledende politifolk, veluddannede og højtplacerede mennesker og politikere vælger at vende den anden kind til for at undgå konfrontationen, er det på høje tid at råbe stop. Konfrontationen skal tages nu og her, ikke i morgen eller dagen derefter. Ukrudtet skal rykkes op med rode, inden det breder sig og kvæler den praktiske ytringsfrihed.

Ytringsfrihedens ufattelige enkelhed

Denne kommentar fra umiddelbart efter Muhammedtegningerne er fortsat højaktuel. Desværre.

Af Poul Højlund, 13. februar 2006. Offentliggjort i JP.

You might as well fight from the first ditch instead of the last, - vi kan ligeså godt slås fra den første skyttegrav i stedet for den sidste, - siger amerikanerne, og de har ret. Men det store knæfald er begyndt. EU’s Solana rejser nu rundt i den arabiske verden med sin ’uforbeholdne respekt’ for Islam, Kofi Annan taler om de forfærdelige tegninger og om respekt og dialog, og USA og UK nøjes med det formelle, at fordømme ambassadeafbrændingerne.

Det burde være omvendt: EU burde undskylde overfor Danmark, at man ikke stod klokkeklart bag vores statsminister, at man ikke rent forsvarede JyllandsPostens soleklare ret til at gøre grin med de islamistiske forbud, at man ikke omgående indledte retlige skrift mod de arabiske lande, hvor handelsboykot blev støttet af regeringerne.

Jeg tror, at vi skal vænne os til, at vi står alene. Måske vil enkelte lande støtte os officielt, men det absolutte flertal har valgt den politiske korrekthed, den indholdstomme respekt og den utålelige tolerance overfor den vanvittige intolerance, der præger den islamiske verdens reaktioner.

Vores Grundlov gælder åbenbart ikke i EU og FN, eller rettere: andre hensyn står højere. Grundloven er til gengæld klokkeren: ytringsfriheden er ubegrænset – under ansvar for domstolene. Hvad betyder det helt præcist? At alle kan sige, tegne, skrive, synge, udtrykke præcist, hvad der passer dem, og at alle andre, der føler sig krænket, såret, stødt, fornærmet og forrådt, efterfølgende kan lade en dansk domstol tage stilling til sagen.

Det er så enkelt, at det er ufatteligt, at nogen tvivl eller noget ’men …’ overhovedet kan komme på tale. Ytringsfriheden har ikke noget tilføjet ’men…’  Det står der simpelthen ikke. Se selv efter. Grundloven understreger tværtimod som en ekstra garanti, at censur og andre forebyggende foranstaltninger aldrig kan indføres igen, heller ikke af EU eller FN.

Lad mig citere de uforgængelige ord igen, vi kan ikke tit nok læse dem: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.”

Men skal man så ikke bruge ytringsfriheden med omtanke, sådan som det nu hævdes? Hvis omtanke, om jeg må spørge, din eller min? Det er logisk umuligt at kræve ytringsfriheden brugt med en fælles omtanke, - det turde være soleklart, - og ligeså klart, at alle naturligvis bruger den med omtanke, nemlig deres egen.

Jamen skal vi så bare rende rundt og såre hinanden efter bedste evne? Og svaret er ganske ligetil; ja, hvis det er dit behov, og hvis du er parat til at møde det efterstillede ansvar foran en dansk domstol. Vi har love mod ærekrænkelse, mod blasfemi, mod racisme, mod forfatningsskadelig og landsskadelig virksomhed, mod opfordringer til vold og terror, mod alt det, som vi ikke vil tolerere. Men det er alt sammen et efterstillet ansvar, ikke en forebyggende censur.

Enhver er fri til at ytre sig, og enhver er pligtig til at møde sit ansvar for sine ytringer foran en dansk domstol, - ikke foran gadens parlament, ikke foran vanvittige islamister og ikke foran korrekthedens FN-diplomater og EU-ansatte eller forhenværende det ene eller andet. Så enkelt er det. For nogle åbenbart ufatteligt enkelt.