Af Poul Højlund, 15. september 2015
Pigtråden rulles ud. Nu rejser Europa sine grænser igen. Soldater sendes til forstærkning langs deydre grænser. Snart følger de første konfrontationer, hvor aggressive migranter brutalt afvises.
Stærkt TV – world wide. En dag bliver også vandkanonerne kørt frem, og hvad så derefter?
Den kolde krigs jerntæppe med pigtråd og automatiske maskingeværer står mejslet i alle voksne
europæeres bevidsthed. Det må aldrig ske igen. Hvor meget grænsebevogtning vil den europæiske
offentlighed gå med til? Kan Europa klare den årelange afvisning af en folkevandring fra syd?
Vi har set et korthus falde sammen. Unionen Europa døde i samme øjeblik, den blev testet. Den
gamle grundregel trådte i kraft igen: Hver hytter sit og Fanden tager de sidste. De sidste bliver
Serbien og Grækenland, måske Italien, måske flere. Så meget for skåltalerne: når det virkelig
gælder, handler de europæiske politikere nationalt, ikke kontinentalt.
Tyrkiet lukker sine grænser for flygtningenes udrejse. Det tvinger et par millioner syrere til at blive
i Tyrkiet, langt hovedparten udenfor de lejre, de oprindeligt har fået anvist. Hvis der ikke kommer
fred indenfor nogle år i Syrien, ligner det en syrisk immigration ind i Tyrkiet. Det samme i Jordan
og Libanon. Vil de tre lande acceptere det? Kan de holde til det?
Rusland har på det seneste sendt soldater ind i Syrien, - tropper, der er overført fra Krim. Russerne
har ikke svækket deres positioner på Krim, blot udskiftet soldater, så de mest erfarne er kommet til
Syrien. De skal støtte regeringssiden, altså Assad, - og parterne kalder det bekæmpelse af terrorister.
Risikerer vi, at russiske soldater kan blive angrebet af allierede, herunder danske jagerfly?
Den europæiske og amerikanske indsats har tilsyneladende ikke skabt fred, og IS spreder sig fortsat.
Situationen bliver ikke bedre, men værre. Syrien var engang et fransk mandatområde, men det har
været russernes baggård i årtier. Rusland har en strategisk vigtig flådehavn i Nordsyrien. Syrien er
Ruslands interesseområde, - og Europa og USA bør overveje meget nøje, om Syrien er et land, man
vil konflikte over. Er det på tide at stoppe indsatsen i Syrien og overlade den til russerne?
Situationen omkring Syrien er kun en del af det mellemøstlige billede. Yemen er i frit fald, Libyen
vist også. Islamisk Stat står i Ægypten og hele vejen hen langs Middelhavet, hvor de fleste stater er
uendeligt skrøbelig konstruktioner. Bag ved lurer grundkonflikten mellem et atomoprustende
præstestyrede Iran og det wahabistiske diktatur Saudiarabien. Så er der alle konflikters moder:
Israel. Måske er hadet til Israel, der eneste, der stadig holder sammen på stumperne i Mellemøsten?
Mellemøsten er fortsat på vej mod afgrunden. Befolkningstilvæksten er enorm, sekterisme, terror og
vold er politisk dagligdag. Vi vil få millioner og atter millioner af ulykkelig flygtninge, hvis - når -
det først for alvor bryder løs. Det vil være en i en skala som en verdenskrig eller værre.
Kan Europas grænse holde til det? Kan europæerne?
