Drømmen om Danmark

Kronik i JyllandsPosten 2. februar 2012

Hvilke politikere tænker 100 år frem? Hvem har en vision for Danmark, der rækker gennem det 21. århundrede? Er der overhovedet nogen i dette land, der tænker i de lange stræk, eller drejer alting sig om næste år, næste valg, næste krise?

Den socialdemokratiske bevægelse havde sin drøm om et Danmark for alle. Den drøm har på godt og ondt trukket samfundet gennem det 20. århundrede. Den har motiveret millioner af danskere, og dens tankegods er i dag så indarbejdet, at det er usynligt fællesgods, - ligesom kristendommens værdisæt er usynligt fællesgods her i landet.

Socialdemokratiet er døende sammen med resterne af den folkebevægelse, der var med til at skabe dagens Danmark. På samme måde, som den stærke andelsbevægelse med folkehøjskolen og landbefolkningens store drøm om det oplyste land og de mange selvstændige ejere har været døende gennem mange årtier, og nu kun er en forvansket skygge af sig selv. De store bevægelser er døde, - tilbage er det samfund, de skabte, og de værdier, de plantede. Men der er ikke længere nogen samlende vision for Danmarks fremtid.

De mest forhærdede unionstilhængere drømmer om Danmarks fremtid som et stort forsvindingsnummer. EU er den nye nation, og fædrelandet er den tilbagestående provins, man søger væk fra hurtigst muligt. Unionsgalningene findes mange steder; nogle af dem sidder i Bruxelles som EU-parlamentarikere. Det er næppe dér, vi skal lede for at finde en drøm om Danmarks fremtid.

Vi kan se på dagens Danmark, og vi kan alle uden undtagelse se de problemer, som vores samfund skaber. Andelen af forsørgede vokser, andelen af ubeskæftigede vokser, for mange hænder ligger stille, og for få arbejder. Det bliver fortsat vanskeligere at se, hvordan vores ufaglærte skal beskæftiges, og vi har skabt et proletariat af uuddannede og ikke-tilpassede indvandrere.

Industrien slås for livet i en kamp mod den asiatiske tiger med ubegrænsede mængder af billig, flittig og dygtig arbejdskraft. Den kamp taber industrien, - tilbage bliver kun den højt specialiserede produktion eller den, hvor det er for dyrt at flytte de færdige produkter. Industrien redder ikke landet.

Landbruget opsuger ingen arbejdskraft, dets driftsform kan kun konkurrere på grund af de massive EU-tilskud, og landbruget som helhed dræner landet for naturværdier og dyreetik. Samtidigt er det danske landskab gennem de seneste årtier forandret mere end gennem de sidste to århundreder. Alle de almindelige landbrug er væk og erstattet af forgældede godser med en problematisk produktionsform, importerede daglejere og meget begrænset dansk beskæftigelse. Fiskeriet er gået samme vej som landbruget: enorme fabriksskibe med tilhørende kapitalkoncentration og overfiskning, ingen nævneværdig beskæftigelse og intet potentiale udover den stadige centralisering.

De produktionsformer, der kunne bruge den ufaglærte arbejdskraft, er forsvundet. Vi kan ikke skaffe beskæftigelse til befolkningen som helhed, og vi kan ikke fortsætte med at lade en stadigt mindre del af befolkningen forsørge det flertal, som vi ikke magter at sætte i arbejde. At vi oven i købet fortsætter med at importere ufaglært og skoleumulig arbejdskraft gør kun problemet endnu større.

Lediggang er roden til alt ondt. Det gamle ord gælder fortsat, - det burde være en menneskeret at få lov at arbejde, at få lov til at blive brugt og til at bidrage. Men vi har indrettet samfundet på en måde, så det ganske enkelt ikke kan lade sig gøre. Uagtet alle mulige tiltag er det indlysende, at kabalen ikke går op. Vi kan ikke skaffe arbejde nok til vores befolkning fremover, og vi har ikke den rigtige befolkning til det højt specialiserede arbejde, vi formentlig kan skabe. Der er for mange med for lav eller ingen uddannelse, og vi er for mange, der har vænnet os til den store magelighed, som velfærdsstaten tilbyder. Vi har glemt, at vi kun kan fastholde vores velstand, hvis vi arbejder for det.

De tåbeligste drømmer stadig om at dele armoden via skattesystemet i den tro, at det er vejen til velstand. Andre er parat til at acceptere, at en stor del af befolkningen parkeres som et forsørget proletariat uden antydning af meningsfyldt beskæftigelse og med et udsigtsløst liv. Og værst af alt: de fleste tror fortsat, at vore politikere har greb om situationen. Det har de ikke. Ingen af dem tænker mere end fire år frem, og der er brug for et helt andet perspektiv.

Vores nuværende Danmark er resultatet af de landboreformer, der blev gennemført i det 18. og 19. århundrede. Det skabte den frie klasse af gårdmænd og husmænd, der grundlagde vores politiske system, og banede vejen for industrialiseringen og de to store politiske folkebevægelser, der som modstående poler skabte den dynamik, der igen resulterede i velstanden og det nuværende velfærdssamfund. Perioden fra landboreformerne for godt to hundrede år siden og til i dag er en lang, sammenhængende epoke med indbyrdes forbundne mekanismer i samfundsudviklingen. Den epoke er slut, og vi står uden blot antydning af ide om reformer af en tilsvarende tyngde.

Når jeg taler med jævnaldrende, mindes de med stor glæde barndommens baggårde med et mylder af liv, hjemmegående husmødre, skrappe lærere og disciplin og udsigt til arbejde og sikre kår, når blot man opførte sig ordentligt og passede sin skole eller sin læreplads. Eller de snakker om det ydmyge, men trygge hjem på landet, hvor der skulle knokles fra før daggry, og hvor alle skulle give en hånd med – uanset alder, åndsevner eller handicap.

Plads til alle og brug for alle. Det er omkvædet, og selvom erindringen om den gode barndom altid er lettere rosenrød, er der den sandhed i omkvædet, at vi uigenkaldeligt har mistet noget vigtigt. Der er ikke længere brug for eller plads til alle, og det er ikke længere muligt at blive selvforsørgende ved blot at opføre sig ordentligt og passe sit. Vores system dur ikke længere. Vi har solgt vores ret til selv at skabe os en tilværelse, og vi har ikke fået noget af blivende værdi i stedet.

Uden drømme og ideer tegner fremtiden ikke lovende: stadigt stigende tab af selvstændighed til EU; voksende overskud af for lavt uddannet arbejdskraft; stadige problemer med utilpassede indvandrere; groteske effektivitetskrav både på jobbet og i privatlivet; mere trafik, flere motorveje, mere larm, mindre landskab; professionspolitikere, der tror, at de ved bedre end resten af befolkningen; voksende krav om politisk korrekthed i alle detaljer og en hob af internationale organer og konventioner til at baste og binde os. Det er ikke en lys fremtid.

Hvem kan fortælle os, hvad vi skal drømme om. Hvem maler billedet af fremtidens Danmark, hvem fortæller om det forjættede land, hvem beskriver drømmen, så vi kan vælge vejen frem for det land, som vi - uanset alt andet - fortsat er fælles om, og som det er vores fælles ansvar at forvalte på en måde, så vi kan give det videre til de næste generationer?     

De fjendeløse

Af Poul Højlund, 23. marts 2015

Åbenbart er det vanskeligt for mange danske at erkende, at vi ikke er fjendeløse. Næsten halvdelen af befolkningen lægger skylden for el Husseins udåd i København på dårlig integration og morderens egen psyke. Det er med andre ord vores egen skyld, at el Hussein valgte terrormord som udtryksmiddel, eller – igen vores egen skyld – vi fik ikke diagnosticeret hans psykiske lidelser korrekt i tide.

Hvem er i øvrigt el Hussein? Hvis genkendelsen ikke er umiddelbar, skyldes det Politikens og DR’s ulidelige omklamring, hvor el Hussein er blevet gjort til Omar, - ham, vi ikke legede nok med i skolen, og som helt uforskyldt blev mobbet så langt ud, at han endte sin kriminelle løbebane med den morderiske udåd.

Den tanke, at el Hussein af ren og skær overbevisning valgte at være vores fjende, er tæt på utænkelig for halvdelen af befolkningen, ifølge en undersøgelse bragt i JP den 23/3. I stedet klistrer man ham ind i psykosociale omstændigheder med den bagvedliggende tanke at havde vi blot integreret bedre, leget mere, brugt flere pædagogtimer, givet større kontanthjælp, brugt flere mentortimer, talt pænere, undladt at tegne karikaturer, taget flere flygtninge, undladt at invadere Irak og Afghanistan, - at havde vi blot gjort alt dette eller undladt at gøre så meget andet, så var el Hussein ikke blevet en fjende.

Den utroligt forhenværende Bonnichsen gør meget ud af, at el Hussein ikke er en del af en terrorgruppe, men – Gud ske lov, må man forstå – blot en lonely wolf, der handler på egen hånd ud fra sit eget forskruede verdensbillede. Men Bonnichsen ved ikke, hvad han taler om. Omar el Hussein valgte at følge Islamisk Stats opfordring til de rettroende. Abu Muhammad Al-Adnani, som er den officielle talsmand, udsendte den 14. september 2014 et kald til alle rettroende muslimer i de vestlige lande om at forvandle sig til netop lonely wolfes og dræbe vantro vesterlændinge uden at skelne mellem civile eller militære. 

”Hvis du kan dræbe en vantro amerikaner eller europæer – især de ondskabsfulde og beskidte franske – eller en australier eller canadier, eller nogen anden vantro fra de vantro [lande], der fører krig, herunder borgerne i de lande, der har indgået en koalition mod den islamiske stat, så stol på Allah, og dræb ham [den vantro] på enhver måde, det kan være. Smadr hovedet med en sten eller slagt ham med en kniv, eller kør ham ned med din bil, eller smid ham ned fra et højt sted, eller kvæl ham, eller forgift ham.”

Det var det, el Hussein valgte at gøre, - blot med mere avancerede våben end anbefalet af IS. Hans mål var også mere omhyggeligt udvalgte og mere traditionelle for den islamistiske terror: karikaturtegnere og jøder. Men det ændrer ikke ved det faktum, at el Hussein skriver sig ind i den række af isolerede angreb, der er sket i fx England, Frankrig, Belgien og USA.

Men el Hussein er med Politikens og DR’s indsats forvandlet til slet og ret Omar, den dårligt integrerede og derfor radikaliserede vrede unge mand. Nu hedder det endda radikaliseret uden religiøst fortegn, - præsident Obama har forbudt sin stab at bruge ordene terrorist og islam i samme sætning. Statsministeren er helt på linje, og Lars Løkke fabler om en verdensreligion, der er blevet kidnappet og voldført.

Og fordi terror naturligvis intet har med islam at gøre, har en hel kongerække af hjemlige debattører udnævnt det til decideret dårlig smag at bringe noget, der kan krænke danske muslimers følelser. Vi har ifølge den logik selv bedt om mordene i København - og formentlig også om det jødehad, der breder sig som en pest her og i det øvrige Europa.

Så meget for Grundloven og ytringsfriheden, og så lidt om de danske muslimers ansvar for at standse galskaben. Danske muslimers ansvar? Ja, hvis hver eneste danske muslim overalt og altid, før, nu og i al fremtid tog et klokkeklart opgør med de angiveligt få, der bliver krænkede og/eller hader jøder, så slap vi nok hurtigt fri af problemerne.

Men nej, siger de, der kloger sig i Politiken. I stedet er det ytringsfriheden, der ikke er fulgt med tiden. Den har ikke tilpasset sig det moderne Danmark med de følsomme minoriteter, der så let som ingenting kan blive så fornærmede, at de bliver dødsens farlige. Så derfor anmodes vi nu om ikke at bruge ytringsfriheden. Eller rettere: bare vi nøjes med at bruge den med største hensyn, så skal alt nok blive godt igen.

Og da islam intet har med den københavnske terror at gøre, så gælder det nu for alvor om ikke at påkalde sig den muslimske vrede, for så kommer der bare mere terror. At følge den logik er at gøre vold på tyngdeloven.

Den ægyptiske præsident el-Sisi har ingen problemer med at kalde trolden ved navn, når han på al-Azhar universitetet i Cairo taler foran den islamiske verdens mest lærde autoriteter.

"Den tænkning – jeg siger ikke religion, men tænkning — dette korpus af tekster og ideer, som vi gennem årene har helliggjorte til et punkt, hvor det er blevet næsten umuligt at tage afstand fra dem, gør hele verden til en fjende. Den [tænkning] fjendtliggør den ganske verden! ... Er det muligt at 1,6 milliarder mennesker [muslimer] skulle ønske at dræbe resten af verdens indbyggere – det er 7 milliarder – for at de selv kan leve? Umuligt! ... Jeg siger og gentager igen, at vi har brug for en religiøs revolution ....”

I den virkelige verden er terror og Islam snævert forbundet. Det er dybt tragisk, og det er skrækkeligt for de angiveligt mange og velintegrerede danske muslimer. Men det er fakta, og det nytter ikke at benægte det. Terroren springer af den Islam, man kalder radikaliseret - uden at det overbevisende klart er lykkedes at trække den præcise teologiske skillelinje mellem almindelig islam og den radikaliserede udgave.

Med opfordringen fra IS behøver terrorister in spe ikke at organisere sig eller udtænke spektakulære aktioner. Enhver rettroende kan skaffe sig direkte adgang til paradis og de meget omtalte 70 jomfruer blot ved at dræbe tilfældige vantro. Og der er nok at tage af i de vestlige lande. Vi er alle vantro, endog og heldigvis også de fleste af vore muslimske medborgere.

Vi er ikke fjendeløse, og vi har ikke selv skabt vore fjender. Vores fjender lever midt i blandt os. Ikke nok så mange ekstra pædagogtimer og gadeterapeuter kan bortviske billedet af blomsterne på el Husseins dødssted i Svanegade eller de tusinde unge mænd ved hans bisættelse. Hvem har lyst til at gætte på, hvornår eller hvor den næste melder sig som lonely wolf og følger parolen fra IS om drab med alle forhåndenværende midler på tilfældige vesterlændinge?

Vore politikere og vore muslimske medborgere har et enormt ansvar. De må hver for sig og sammen forlange nøjagtigt det samme, som den ægyptiske præsident gjorde på al Azhar-universitetet, nemlig en revolution af Islam. Vi må kunne trække en præcis og uomtvistelig teologisk skillelinje mellem Islam og islamisme.

Trækkes denne linje ikke, vinder den fjende, som alle vantro er fælles om.

KRONIK 11.02.2016 KL. 06:00

Vi er på katastrofekurs

Danmarks asylpolitik er blottet for enhver logik og omtanke. Vi hjælper de forkerte, og vi svigter de svage, både i flygtningelejrene og herhjemme.

Rasmus Sand Høyer

    

A A

 

POUL HØJLUND, KJELLERUP

Hvis nogen tror, at stikprøvekontrol betyder, at grænsen er lukket, tager de fejl.

Fra og med uge to i år har Danmark i gennemsnit accepteret 272 asylsøgere om ugen. Tallet er langt højere end tilsvarende tal fra sidste år. Regeringen anslår, at vi vil modtage omkring 20.000 asylsøgere i år. Vi modtog 21.000 sidste år. Tallene skal tilnærmelsesvis fordobles på grund af familiesammenføring. Kommunerne kan ikke skaffe boliger, jobs, pædagoger, lærere osv. osv.

Hvordan skal det så ikke gå i 2016, hvor der i øvrigt forventes en tre-firedobling af folkevandringen til Europa? Statsministerens seneste melding er, at han forventer op til 100.000 migranter til Danmark inden for de næste fem år. 100.000 nye kulturfremmede mennesker, som skal familiesammenføres og forsøges integreret i et arbejdsmarked, der ikke findes, og bosættes i boliger, der heller ikke findes.

Han ser katastrofen, men han handler ikke. Det er ikke en statsminister værdigt.

Danmarks asylpolitik er blottet for enhver logik og omtanke. Vi hjælper de forkerte, og vi svigter de svage, både i flygtningelejrene og herhjemme. Vi hjælper under enorme omkostninger de meget få promille, der når frem til vore grænser, og vi lader hånt om resten. Vi accepterer enhver, der kan sige asyl, men vi glemmer at spørge, hvorfor lige nøjagtig den pågældende og ikke resten af befolkningen var nødt til at flygte.

Vi glemmer, at Flygtningekonventionen taler om individuel og »velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser« – ikke om dårlige levevilkår i en flygtningelejr. I stedet for at hjælpe de rigtige er vi i gang med at skabe en demografisk katastrofe i fire dimensioner: humanitært, økonomisk, socialt og kulturelt.

Humanitært er det en katastrofe, fordi de milliarder, vi bruger på migranter her i landet, med den 100-dobbelte effekt kunne være brugt i de nabolande, hvor flygtninge fra krigen i Syrien får deres konventionsbestemte og FN-sikrede beskyttelse. Røde Kors og FN appellerer forgæves efter midler til at drive de enorme flygtningelejre. FN fik sidste år kun halvdelen af det, de bad om. EU kunne uden at anstrenge sig det mindste betale hele regningen og endda øge livskvaliteten i flygtningelejrene mangefold.

Økonomisk er det en katastrofe, fordi Danmark skal bruge et ukendt antal milliarder på integration, undervisning, kontanthjælp, boliger, kriminalitet og alt det andet, der følger med indvandringen. I Danmark kender ingen de samlede udgifter for indvandring fra ikkevestlige lande. Norge har beregnet nettoudgiften for de næste år, hvor man forventer 100.000 migranter. Prisen er beregnet fra de ankommer til Norge og for resten af deres levetid. Den samlede nettoudgift for bare tre års indvandring anslås til 767 milliarder kroner.

Socialt er det en katastrofe, fordi vi får ghettoer af en størrelse, vi ikke kan forestille os. De bliver præget af håbløshed, lovløshed, sharia, radikalisering, vold og kriminalitet. Vi mister store byområder, hvor staten ikke kan opretholde sin magt eller beskytte f.eks. kvinders og børns rettigheder. Vi får en fattigdom, vi ikke har set i mange år, og vi får parallelsamfund med en social arv så tung, at vi aldrig overvinder den. Vi mangler allerede i dag arbejdspladser, praktikpladser og boliger. Talrige er røget ud af dagpengesystemet, og de oplever nu, at indvandrere får særbehandling. De rykker foran i boligkøerne, de får særlige lån til indskud, og forude venter en fuld folkepension. Indvandringen fører til en dramatisk sænkning af de laveste lønninger, der vil ramme hele lavtlønsområdet, ikke blot de indvandrede. De afviste asylsøgere, som vel at mærke ikke altid forlader Danmark igen, bliver til en illegal underklasse, parat til enhver form for sort arbejde eller kriminalitet i vekslende grader.

Kulturelt er det en katastrofe, fordi vi importerer et kvindesyn og en voldsparathed, der intet har med Danmark at gøre. Vi sænker uddannelsesniveauet dramatisk og langt mere, end det allerede er sket. Ingen kan på få år løfte en delvist analfabetisk kultur til det højt avancerede danske niveau; i stedet taber vi dem af vore egne, der har mest hjælp behov.

Vi står med en indvandring så kulturforskellig fra det avancerede, protestantiske og ateistiske Danmark, at det uvægerligt vil føre til det civilisationernes sammenstød, som så mange ikke har villet anerkende som en realitet. Nu får de syn for sagn. De Radikale og venstrefløjen har sammen med i øvrigt godhjertede mennesker bidraget til denne katastrofale politik med deres hidsige kritik af ethvert tiltag, der kunne mindske tilstrømningen.

Regeringen tør ikke gøre det fornuftige og det rationelt rigtige. Den drives i stedet rundt i manegen, mens den spilder tiden på at forsvare sig mod vanvittige anklager om det ene og det andet. Den politiske debat er netop ikke politisk, derimod moralsk. Virkelighedens problemer når vi aldrig frem til.

Journalisterne har deres store del af ansvaret. Det notorisk venstresnoede pressekorps er åbenbart ikke i stand til at løfte sig op over det føleri, der sætter dagsordenen, men fortsætter med at appellere til følelser i stedet for fornuft. Nu advarer statsministeren om, at det Europa, vi kender, står for fald. Men han er helt åbenlyst ikke klar til at kæmpe imod årsagen til faldet. Han tror fortsat, at integration er løsningen, selv om enhver ved, at integration i den skala er urealistisk, vanvittig kostbar og kun lykkes i alt for begrænset omfang.

Regeringen burde for længst have genindført den normale grænseprocedure med afvisning af udlændinge uden lovligt indrejsegrundlag. Den burde for længst have revideret den danske udlændingelov fra 1983 og fjernet retten til spontane asylansøgninger. Grænsen skulle for længst have været lukket og tilvandringen standset. I stedet har regeringen spildt tiden og kun skabt endnu mere splid i befolkningen ved at satse på en skræmmekampagne. Resultatet er en fortsat tilstrømning og de absurde nazisammenligninger og anklager fra både FN og EU. Havde regeringen lavet en hård grænselukning senest i september 2015, ville alt dette være undgået.

Men regeringen turde ikke – af angst for både sin egen opposition og den allerede dengang stendøde Schengen-union. Danmark er på katastrofekurs. Statsministeren ved det, men han handler ikke på grundlag af den viden. Befolkningen splittes og radikaliseres. Danske soldater er sendt på efteruddannelse hos politiet i bekæmpelse af civil uro. Både den norske og den svenske forsvarschef forventer krig indenfor få år, krig mellem europæiske lande og indvandrere.

Tyske soldater træner byguerilla i en enorm øvelsesby i Nordtyskland, komplet med metro og alle de anlæg, man finder i europæiske storbyer. Frankrig er i kronisk undtagelsestilstand med udkommanderet militær.

Men den danske grænse står åben. Statsministeren forventer fortsat 20.000 asylsøgere årligt – så langt frem, som øjet rækker. Han ser katastrofen, men han handler ikke. Det er ikke en statsminister værdigt. Han kan ikke blot lade landet fortsætte sin kurs mod katastrofen.

En løsning på europæisk plan er det fatamorgana, mange fortsat klynger sig til. Men EU er på vej mod sit sammenbrud, impotent, afmægtigt og uden antydning af fælles vilje.

Statsministerens opgave er ikke at løse folkevandringens problem, men at beskytte Danmark i det europæiske stormvejr.

Statsministeren bør handle med konsekvens – eller overlade roret til andre, der kan sætte en kurs væk fra katastrofen.

Den kroniske krig

Kronik i JP, 29.12.2015, Poul Højlund

Israelerne er lige så lidt skyldige som pariserne. Vi har derimod en fælles fjende, og derfor skal vi samarbejde med Israel, ikke modarbejde med boykot og fordømmelser.

Benjamin Netanyahu, den israelske premierminister, sammenkobler direkte terroren i Paris og den terror, der præger dagligdagen i Israel.

»Tiden er inde for verden til at vågne op og stå sammen for at besejre terrorismen. Tiden er inde for lande til at fordømme terrorisme mod os i samme grad, som de fordømmer terrorisme alle andre steder i verden, « sagde han på israelsk tv umiddelbart efter angrebene i Paris.

Israel får alt for tit skylden for selv at skabe den palæstinensiske terror. Så længe Israel holder Vestbredden besat, så længe Gaza er blokeret, så længe bosættelserne findes, er terroren forståelig og selvforskyldt, lyder et udbredt argument. Det er ikke kun på venstrefløjen, der argumenteres sådan, det sker over hele det politiske spektrum.

Idéen om den selvskabte terror optræder nu i diskussionen om rædslerne i Paris: Vi har selv skabt terroren, fordi Vesten invaderede Afghanistan og Irak, eller fordi vi blander os i Syrien, eller fordi vi tegner Muhammed, eller fordi vi ikke integrerer godt nok, eller fordi vi diskriminerer muslimer blot med tonen i debatten.

Både når det gælder Israel, Paris og alle de andre steder, hvor terroren rammer, er forklaringen noget vrøvl. Vesten var terrorramt længe før Afghanistan, Irak og Syrien.

Israel var terrorramt fra dag ét. Argumentet er noget vrøvl alene af den grund, at resten af verden også er terrorramt. Terrorens ofre er ikke dens årsag.

Det er at vende historien på hovedet, når man beskylder dens ofre for selv at skabe terroren. Det gælder også for Israel, uanset hvad man måtte mene om konflikten i øvrigt.

Det begynder heller ikke at regne, fordi man slår sin paraply op – det er omvendt.

Europa er ikke terrorramt, fordi vi gør det ene eller det andet. Der er ikke noget, vi kan holde op med at gøre, som vil få terroren til at stoppe. Terroren er ikke en afpresning, og vi kan ikke forhandle fred. Hverken den store terror i London, Madrid og Paris eller den ’lille’ terror med ’tilfældige drab’ begået af ’tilfældige’ radikaliserede over hele Europa og USA har krav tilknyttet. Terror er ikke et forhandlingsoplæg - terror er terror.

Israel har heller ikke gennem årtier været terroramt, fordi det er besættelsesmagt, eller fordi det holder Gaza i et jerngreb, eller fordi noget tredje eller fjerde. Israel var også terrorramt før blokaden af Gaza, før bosættelserne på Vestbredden, før Seksdageskrigen og de besatte områder – ja, før Israel overhovedet blev proklameret. Israel er terrorramt, fordi der er en jødisk stat på det, muslimerne regner for muslimsk jord.

Jo hurtigere vi indser det, jo bedre kan vi forstå terrorens væsen og dermed få en fair chance for at bekæmpe den. For bekæmpes skal den – alle steder, hvor den optræder. Vi kan ikke slutte fred med den terroristiske udgave af islam. Den anerkender kun en slags fred: islam selv - og dermed en verden uden frie demokratier med menneskeskrevne love.

Jeg tror som Netanyahu, at Paris 2015 for alvor vil få europæerne til at vågne op og forstå mere af terrorens væsen og konsekvens. Synet på Israel og deres kamp mod terror vil ændre sig. Europa har brug for Israel og Israel har brug for Europa og vores støtte. Vi er begge en del af den frie verden – det er ingen andre af vores naboer mod øst og syd.

Men EU demonstrerer for tiden sin absolutte mangel på indsigt i eller solidaritet med Israels problemer. EU indfører tvungen mærkning af varer fremstillet på den israelsk besatte Vestbred. Det er en del af et forsøg på en boykot af Israel, der breder sig i Europa.

Boykotten er parallellen til Hamas’ raketkrig mod Israel og jøderne – bare med andre midler.

EU handler i denne sag så dobbeltmoralsk, som man kan forestille sig. Kloden rundt eksisterer snesevis af tilsvarende områder, hvor militær besættelse og uafklarede grænser er en kendsgerning. Men EU har kun vedtaget boykot mod et eneste sted, nemlig Vestbredden under israelsk kontrol.

Det mest nærliggende eksempel er Cypern. I 1974 invaderede Tyrkiet den selvstændige østat. Halvdelen af øen er fortsat under tyrkisk besættelse. Tyrkiet har flyttet tyrkere i titusindvis fra fastlandet til øen og har fordrevet 160.000 græske cyprioter fra deres hjem.

Øen er delt af en green line, en våbenhvilelinje præcis som den, der skiller Vestbredden og Israel.

Vi er på vej til at dele virkelighed med Israel, der har befundet sig i en kronisk krig i årevis.

Besættelsen er – modsat den israelske - ulovlig efter enhver standard, og Tyrkiet anklages for krigsforbrydelser, herunder den statsstyrede overførsel af de mange tusinde tyrkiske bosættere.

Men Cypern blev i 2004 optaget i EU som en de factodelt stat. Og EU gør alt, hvad det kan, for at støtte de tyrkiske bosættere i det tyrkisk besatte område med både samhandel og direkte støtte til det stedlige handelskammer.

Altså det stik modsatte af EU’s opførsel over for de israelske virksomheder på Vestbredden.

Her skal varer nu mærkes og import skal underlægges restriktioner, hvilket allerede har fået store virksomheder på Vestbredden til at rykke sydpå, ind på anerkendt israelsk område. Resultatet er tusindvis af arbejdsløse palæstinensere oven i de mange, der var der i forvejen.

Hvorfor er tyrkiske bosættelser på den tyrkisk besatte del af staten Cypern i orden, når israelske bosættelser på den israelske besatte del af det gamle mandatområde Palæstina ikke er i orden?

Der trives en udredt antisemitisme i Europa. Den er frådende og morderisk i islamistiske kredse, men den findes også hos ganske almindelige europæere. Israel er den største trussel mod verdensfreden, større end Iran og Nordkorea, siger seks ud af ti europæere.

Mere end en tredjedel af europæerne betragter Israel som en stat, der udfører et folkemord på palæstinenserne. Det var resultaterne, da EU spurgte i 2003, og da et tysk universitet spurgte i 2011.

Den europæiske venstrefløj og presse har i stor udstrækning overtaget den arabisk-muslimske verdens syn på Israel. Man har dyrket palæstinenserne som de forfulgte og landsfordrevne ofre for det brutale Israel.

Palæstinenserne bebrejdes ikke, at de griber til terror og slår jøder ihjel. Men Israel fordømmes for folkemord; man går så vidt som til at sammenligne Israel med den nazisme, der var de europæiske jøders bøddel.

En radiovært sagde efter terrorangrebet i Paris, at hans grundperspektiv havde forrykket sig efter massemordet. Alle hans tidligere overbevisninger om politik, islam og fremtiden lå i ruiner. Han havde oplevet, som han sagde: »En pludselig højredrejning«, og han var ikke sikker på noget som helst længere. Jeg tror, at han taler for mange; det er dét, Netanyahu beskriver som at vågne op.

Pariserne blev ramt en fredag aften midt i det liv, de elsker: fodbold, rockkoncert, restaurant og caféliv. Ingen var skyldige i andet end at være levende og frie til at gøre, hvad de havde lyst til. Israelerne bliver myrdet på nøjagtig samme måde: selvmordsbomber, knivdrab i butikker og på gaden, mord og overfald på tilfældige, raketter og mortérgranater mod mennesker, der blot passer deres arbejde og lever deres liv.

Den fredag, hvor terroren ramte Paris, havde jeg netop sat det sidste punktum i en bog, der forsvarer Israel. Den hedder som kronikken her: Den kroniske krig. Det er Israels virkelighed og det, som Europa nu kommer til at leve midt i. Vi er på vej til at dele virkelighed med Israel, der har befundet sig i en kronisk krig i årevis.

Israelerne er lige så lidt skyldige som pariserne. Vi har derimod en fælles fjende, og derfor skal vi samarbejde med Israel, ikke modarbejde med boykot og fordømmelser. Vi skal erkende, at vi er trådt ind i den kroniske krigs barske realiteter.

En muslimsk folkevandring

Af Poul Højlund, oktober 2015

Folkevandringens grafik  Frontex' Q1 2015 rapport over illegal indvandring fra lande syd for Europa.  Flygtningekrisen er ikke aflyst. Selvom politikerne lyder, som om alt er under kontrol, er det modsatte tilfældet. Flygtninge og migranter strømmer ind over Europas grænser i et antal, som aldrig er set før. Vi ser konturerne af en folkevandring, som vil forandre Europa for bestandigt. Demograferne er enige, dette er begyndelsen til noget meget stort og skæbnesvangert i ordets egentlige betydning: svangert med skæbne. Demografi er skæbne. En indvandret befolkningsgruppe kan ikke smides ud igen. De er her for at blive.

Vi står overfor en folkevandring fra syd, der vil fortsætte gennem det næste århundrede. Folkevandringen kommer fra Syrien, Afghanistan, Libyen og Irak. Men den kommer også fra afrikanske lande uden krig: Senegal, Niger, Mali, Eritrea, Somalia og mange flere.

Alene i Mellemøsten og Nordafrika vokser indbyggertallet ifølge FN med 300 millioner til 818 millioner i 2050. Når det enorme overskud af mennesker sætter sig i bevægelse, vil vi forstå, at det stadig kun er en lille fortrop, der krydser Europas grænser i disse år. Men allerede nu vokser tallene voldsomt, og der er ubegrænsede mængder at øse af. Det er et kar, der ikke kan tømmes.

Frontex, EU’s grænseagentur, udsender rapport på rapport med advarsler, og deres kvartalsstatistikker over illegalt indvandrede eksploderer. UNHCR taler om en fortsat og ustoppelig migration. Både på kort og langt sigt kan vi forvente en indvandring så voldsom, at vi ikke kan håndtere det uden forandringer i vores samfund så dybtgående, at vi ikke vil kunne kende dem igen.

Den folkevandring, der er på vej, er i alt væsentligt muslimsk – iblandet et fåtal kristne, der flygter for den samme Islam. I Europa anno 2015 er hver femtende indbygger muslim, i 1990 var det hver femogtyvende, og i 1950 kun hver halvtredsindstyvende.  Ønsker vi et Europa, hvor hver fjerde eller hver tredje er muslim? Alle europæere, også vore muslimske medborgere må gøre sig den overvejelse.

Ingen af de europæiske stater har haft endelig succes med integration af Islam og muslimer.  Der er no-go-zoner i utallige storbyer over hele Europa. Der er udbredt støtte til IS, sharialov og islamiske forbud blandt europæiske muslimer. Der er voldsomme forskelle i synet på homoseksuelle, kvindefrigørelse, demokrati, religionskritik og ytringsfrihed. De europæiske ideer har ikke vundet over de muslimske.  Islam i Europa er allerede i dag en selvbevidst modkultur til vores europæiske kultur.

Islam er aktiv i denne folkevandring. Imamen i selveste Al-Aqsa moskeen i Jerusalem holdt sin fredagsprædiken på netop den 11. september i år som en lang glødende opfordring til at erobre Europa, til at sprede islams velsignelser og sharia-love over hele kontinentet og alle dets syndige og vantro.  Imamen opfordrede til folkevandring i islams navn. Han er ikke den eneste imam, der prædiker om at erobre Europa med indvandring og børnefødsler.

Saudi Arabien og Iran finansierer moskeer og såkaldte kulturcentre over alt i det naive Europa. Steder, hvor de unge muslimer radikaliseres og de gamle fastholdes. Det er kendsgerninger, som ikke nok så meget misforstået hensyn kan negligere. IS praler med at have tusindvis af krigere klar i europæiske lande, og den libanesiske undervisningsminister advarer mod krigere, der sniger sig ind sammen med migranterne.

Den islamiske grundkonflikt mellem iranernes shiisme og saudernes wahabisme er allerede installeret i Europa, og nu kommer IS til. I tyske asylcentre er der masseslagsmål mellem forskellige grupper. Kristne skille fra muslimer af hensyn til deres sikkerhed, og kvinderne går i konstant fare for overgreb. Europas fred og borgernes sikkerhed varer ikke ved, når vi en gros importerer folk fra Mellemøsten og Nordafrika. Kulturen følger med.

Europa kan ikke absorbere en muslimsk masseindvandring. Uanset hvor gode intentioner, vi måtte have, uanset hvor store integrationstiltag, vi udfører, uanset om dèt skulle lykkes, der ikke hidtil er lykkedes, så kan Europa ikke absorbere millioner af lavt uddannede, kulturfremmede migranter med islamisk tro, kultur, voldsparathed og fanatisme.

De europæiske befolkninger beskyldes i pressen for at rykke til højre, for at blive nationalistiske og indvandrerfjendske, og sandt er det, at den folkelige modstand mod den uhæmmede indvandring vokser hurtigt. Men det er ikke fair at kalde modstanden nationalistisk eller fjendtlig mod noget som helst. Man bliver hverken det ene eller det andet, fordi man ønsker at bevare det, man har.

For at undgå nogen form for misforståelser: jeg går ud fra, ni ud af ti, eller nioghalvfems ud af hundrede eller endnu flere blandt migranterne er ordentlige mennesker, der helst vil leve i fred. Men den ene hundrededel er nok til at skabe den ufred, der så åbenlyst hører til den islamiske kultur. Den ene hundrededel er nok til at starte radikalisering; det er nok til at skabe et samfund, hvor det ikke er rart at leve for nogen – uanset tro.

Og for at undgå andre misforståelser: vreden mod indvandringen skal rettes mod de europæiske politikere, ikke mod de indvandrede. Det er EU’s top, det er Merkel og det er vore egne politikere, der bærer skylden for ikke at have lukket grænserne i tide, for ikke at have indgået aftaler om tilstrækkelig hjælp i nabolandene, for ikke at have lyttet til de utallige advarsler fra Frontex, for ikke at have returneret de åbenlyst grundløse asylsøgere men i stedet givet garanti for asyl i EU, vores forjættede kontinent.

De europæiske ledere har åbenlyst ikke forstået problemernes realitet og de midler, der er nødvendige for at lukke de europæiske grænser. Ingen ved, hvor mange illegale indvandrere, der allerede er i ankommet, og ingen ved, hvor mange der vil komme. Et illegalt arbejdsmarked af den ringeste slags er allerede i dag en kendsgerning. Så længe den muslimske indvandring fortsætter, vil ghettoerne vokse, slumbyer vil skyde frem, og vi vil se en rå fattigdom brede sig midt i vores rige samfund.

Vold, kriminalitet, uroligheder, sammenstød mellem indvandrere og befolkning vil blive dagligdag. Frontex vil blive forstærket, sammenstød ved grænserne og i storbyernes ghettoer vil blive dagligdag. Vores samfund bliver militariserede på samme måde, som Israel er det i dag.

Er det den europæiske fremtid, vi ønsker? 

Eller kan den folkelige reaktion tvinge politikerne til langt om længe at handle med tilstrækkelig effektivitet og stålsathed? Har vi overhovedet de politikere, der kræves for blot at opretholde status quo? Eller har årtiers politiske korrekthed, frygten for at genere de muslimske europæere, angsten for Islams vrede og den udbredte europæiske naivitet allerede lammet os i en sådan grad, at fremtiden er aflyst?

Utopi er det græske ord for et uopnåeligt samfundsideal. EU drømte om fred og velstand i Europa via toldmure, landbrugspolitik og skabelsen af et fælles europæisk imperium. Men utopien krakelerer i mødet med den virkelige verdens ubarmhjertighed. Nu er vi i stedet på vej mod en europæisk dystopi, utopiens modsætning, den værste af alle verdener.

Vi, der skriver om den europæiske kulturs undergang, bliver kaldt for alarmister. Hvis det ikke er nu, vi skal slå alarm, hvornår så?

Nu ævler de igen om ytringsfrihed

Af Poul Højlund, opdatering på Facebook, 30/9-2015


Egentlig havde jeg besluttet mig for ikke at skrive noget om 10-året for Muhammedtegningerne. Jeg troede faktisk, at alt var sagt, at intet nyt kunne tilføjes. Men jeg tog fejl.

Debatten kører fortsat. Der er stadig en mængde mennesker, der ævler om ytringsfrihed kontra ytringspligt, underforstået man kan da bare holde sin mund. Og folk, der ævler om ikke at såre religiøse følelser, eller ævler om ikke at slå folk i hovedet med ytringsfrihed, eller ævler om hensyn og hjertelighed. 

Jeg skriver helt bevidst ævler, og jeg gentager det lige en gang til: det er noget ævl.

Det er noget ævl, at vi skal tie for ikke at såre. Det er noget ævl, at vi skal undlade denne eller hin ytring, fordi nogen kunne blive kede af det / rasende / krænkede. Det er noget ævl, at vi kan mildne konflikten mellem Islam og resten af verden ved at undlade at bruge vores ytringsfrihed.

Jeg orker ikke at høre flere argumenter, hvor ytringsfrihed ender på et men .. 

Enhver må forvalte sin ytringsfrihed, som vedkommende ønsker, men lad for Guds skyld være med at forvalte min. Jeg skal nok selv, og jeg forholder mig til lovgivningen og min egen etik, - og du er velkommen til at gøre præcis det samme. Men hvis du begynder at fordømme mig og min brug af min ytringsfrihed, bliver du ikke til at skelne fra de gale horder, der brænder ambasader og slår både hinanden og os ihjel. Så sætter du dig på den samme skala.

Ytringsfrihed er enten – eller. Der er ikke noget men ..

Flygtninge og anstændighed

Af Poul Højlund, kronik i JP 23. september 2015

Debatten om flygtninge er dybt forvirret. Vi blander integrationsdebat med flygtningeproblem, og vi bruger ikke begreberne ens. Debatten er meget følelsesladet, hvilket er forståeligt, men ikke fremmende for forståelsen. Vi, der maner til besindighed, bliver kaldt umenneskelige og hjerteløse. De uanstændige.

Er vi på nippet til at stå over for hinanden med uforsonlige holdninger? Det vil være det dummeste, vi som borgere i Danmark kan gøre. Vi har mere end nogensinde brug for at tale sammen og forstå hinanden.

DR inviterede mig til at deltage i, hvad jeg troede, skulle være en debat om flygtninge. I stedet var den vinklet som en debat om civil ulydighed og personlig moral. Grundspørgsmålet lød: Vil du køre flygtninge til Sverige – og undertonen var vel, at svarede man nej, stod man til offentlig spanking.

Vinklingen er typisk for tiden. Overskriften handler om moral, og emnet er os selv. Er det ikke vores moralske pligt at hjælpe? hedder det igen og igen. Det er en slags moralsk selfie.

Det handler i virkeligheden mindre om flygtninge og mest om os selv. Vi spejler vores godhed eller mangel på samme i vores holdninger til de ulykkelige mennesker, der vandrer igennem vores land.

I den virkelige flygtningeverden mangler man penge, mange penge, ikke tøjbamser og flovhed over danske annoncer.

Spejle spærrer for udsyn. Verden er derude – langt mere håndfast og virkelig end vores lidt for følsomme selvoptagethed.

I den virkelige verden opholder mere end fire millioner syriske krigsflygtninge sig i lejre i de tre primære modtagerlande, Tyrkiet, Jordan og Libanon. I den virkelige flygtningeverden mangler man penge, mange penge, ikke tøjbamser og flovhed over danske annoncer. I den virkelige verden er både Jordan og Libanon ved at bryde sammen under presset fra den syriske diaspora og den manglende hjælp.

Den syriske flygtningekrise er enorm, men uanset omfang og nærhed, er den ikke den eneste på kloden.

Det er blodig alvor og liv og død mange steder, og der er millioner og atter millioner af mennesker, der er drevet fra hus og hjem og land. FN melder om det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig – både i og uden for eget land.

Flygtninge frister en kummerlig tilværelse. Ingen er i tvivl om det; alle vil gerne hjælpe, men hvordan hjælper vi bedst? Skal flygtninge hjælpes med immigration til europæiske lande? Gælder det alle verdens 90 millioner flygtninge, eller er det kun de 10-20 millioner, der er tættest på?

Hvad med Yemen, når det bryder sammen, hvad med Libyen, der sammen med Yemen fører i kapløbet om at blive den seneste muslimske failed state? Eller hvis – guderne forbyde det – Egyptens ledelse ikke kan holde sammen på landet? Og hvad med de mange millioner nordafrikanere, der også gerne vil have en chance?

Det er indlysende, at immigration til EU ikke er problemets løsning. Det er i den sammenhæng ligegyldigt, om EU forvandler millioner af flygtninge til nye indvandrere. Der er ubegrænsede og voksende mængder af flygtninge. Millioner er parate til at tage chancen som illegale, fordi alternativet i lejrene eller i hjemlandet er så ringe. Flygtningepresset på EU aftager ikke, uanset hvor mange der lukkes ind – karret er uudtømmeligt.

Det er dette enorme og meget langsigtede flygtningepres på nærmeste hold, vi skal forholde os til, og det kræver langt mere end medfølelsen for den enkelte flygtning på en dansk landevej. Naturligvis skal vi hjælpe dem, der er nået til Danmark, og det er præcis det, myndigheder og organisationer gør. Men vi bliver nødt til at erkende problemets omfang, uanset vores medfølelse med den enkelte på vejen. Problemet er større, end medfølelsen alene kan bære.

Den eneste anstændige og langsigtede løsning ville være massiv, intensiv hjælp til de store flygtningelejre; en hjælp i en skala og med et sigte, der ikke endnu er set. Vi skal have forandret lejrene til midlertidige byer, som man kan holde ud at leve i, også selvom der går år, inden man kan vende tilbage til sit eget land. Vi skal sikre levevilkår, uddannelse til børn, unge og voksne og træning i demokrati og fredelige samfundsformer på trods af etniske og religiøse skel.

Vi skal kort sagt tilbyde et liv i flygtningebyerne på et helt andet niveau end de nuværende flygtningelejre, et liv med håb.

Det vil kræve en uhørt indsats, både menneskeligt, økonomisk og politisk. Budskabet skal være: Bliv i de første sikre områder – vi kommer med hjælp og penge og muligheden for et nogenlunde fornuftigt liv som flygtning. Bliv der indtil du igen kan vende tilbage til dit land og være med til at genopbygge det. Det er i øvrigt, hvad UNHCR og Røde Kors arbejder ud fra. Bliv i lejrene, søg asyl derfra eller vent på, at du kan vende tilbage.

Men vi slipper ikke for vandrende flygtninge og migranter, så længe valget står mellem et åbent Europa uden grænsebevogtning på den ene side – og en udsigtsløs tilværelse på den anden. Vi havde ikke fantasi til at forestille os de vandrende flygtninge i Danmark for blot få uger siden – og jeg vil hævde, at vi ikke har gnist af begreb om, hvad fremtiden vil bringe, hvis vi ikke får styr på den aktuelle indvandring.

Det er ikke et spørgsmål om nationalisme eller fremmedfjendtlighed, det er ikke et spørgsmål om følelser eller værdier, det er ikke et integrationsspørgsmål, og det er ikke en moralsk diskussion. Det er en helt enkel fremskrivning af en virkelighed, der pludselig blev synlig for alle. De vandrende syrere er symbolet på og forvarslet om millioner af mennesker på flugt fra krig eller på jagt efter bedre muligheder. Vi ser en begyndende folkevandring fra syd op i Europa, og det vil forandre Europa for altid. Alle bliver nødt til at tænke langsigtet – medfølelse rækker ikke.

Vores naboer mod syd hedder Mellemøsten og Nordafrika. Det er verdens notorisk mest konfliktfyldte område, hjemsted for klodens største udvalg af terrorbanditter, islamisk fanatisme og almindelig håbløshed. Det Arabiske Forår brød sammen, IS står nu i Libyen og Egypten, og de vokser.

Fremtiden tegner ikke lovende, hverken økonomisk, demografisk eller demokratisk. Det vil være fra denne klodens mareridtsregion indvandringen sker – hvis vi ikke opretholder grænserne.

Det nuværende Europa er set i historisk perspektiv en pragtpræstation. Et krigshærget kontinent forvandlet til fred og velstand. Hvis vi flytter store befolkningsgrupper fra Mellemøsten ind i Europa, flytter Mellemøstens konflikter og hadfyldte hverdag med. Når man flytter mennesker i stor skala, flytter man kultur. Uden fysiske grænser ophører det fredelige Europa med at eksistere.

EU er lammet, impotent og selvoptaget. EU diskuterer moral og ikke realiteter. EU hjalp ikke, da Italien og Grækenland tryglede om hjælp. EU fordømte Ungarns hegn og Viktor Orbán. Nu er både Schengen-aftalen og Dublin-forordningen blæst af banen ved det første lille pust fra det, som er kaldt den perfekte storm til at udløse en folkevandring. Europa har intet værn mod den storm, der er i anmarch.

De indre grænser er væk, og nu bryder de ydre grænser sammen.

EU bliver nødt til at lukke grænserne. Folkevandringen må ikke fortsætte. Vi kan kun hjælpe, hvis vi opretholder vores egne samfund. Vi skal bevare et Europa, vi stadig kan genkende.

Et Europa med lukkede grænser kan kun lade sig gøre, hvis EU samtidig gør en massiv indsats for flygtningene. EU skal skabe blot et minimum af håb i de lande og lejre, hvor vi beder flygtningene forblive.

Det vil være en realistisk og en anstændig europæisk begyndelse til en løsning af verdens enorme flygtningeproblem.