Af Poul Højlund, 18. september 2015
I min kommentar om Europas grænser spurgte jeg, om Europa og de europæiske befolkninger kan opretholde en hård grænse med pigtråd, vandkanoner og det, der er værre? De voksne europæere har Jerntæppets elendighed på nethinden; det ønsker ingen gentaget. Men er det ikke det, vi allerede nu efter få dage ser igen?
De europæiske befolkninger deler en meget konsekvent og historisk baseret afvisning af islam og islamisk indvandring i Europa. Det er ikke højtravende intellektuelle, der har solgt det standpunkt til dem, tværtimod. Det er dagligdagens erfaring fra samlivet med de kulturfremmede, og det er den gennem generationer nedarvede erfaring fra århundreders kamp mod den islamiske indtrængen fra syd gennem Balkan, Italien og Spanien.
Kun et absolut fåtal af europæiske politikere, presse og intellektuelle lader til at have forstået, hvad der får befolkningerne til at reagere. De – vi – bliver fortsat beskyldt for xenofobi og fremmedhad, racisme og nazisme. Man tillader sig at sammenligne med nazisternes systematiske folkemord, - der er ingen grænser for, hvad man i det godes navn kalder sine modstandere.
Oven i dette bombarderes vi med billeder og reportager, der bedst kan samles under betegnelsen: Sofastykke med grædende barn, alene beregnet på at manipulere med vores følelser. Vi får ikke vist billederne af de aggressive mænd, der bombarderer det ungarske politi med kasteskyts og løber stormløb på grænsehegnet. Vi får derimod at vide, at ungarerne optræder med uhørt brutalitet, og at det ikke er værdig optræden for at medlem af EU.
Det er i dette klima, at spørgsmålet om grænsernes opretholdelse skal forstås. Hvor længe kan vi holde til afvisningen af stormløbet, og hvor længe kan vi holde til den følelsesladede manipulation, vi udsættes for? Hvor længe holder hegnet?
Det ligger lige for at antage, at hvis grænserne opretholdes med fasthed og hvad deraf følger, vil presset aftage for til sidst at ophøre. Enkelte slipper igennem, men hovedsagen er, at de mange millioner flygtninge i Tyrkiet, Jordan, Libanon og det enorme antal migranter i Nordafrika ved, at grænsen er lukket. At den farefulde og dyre rejse mod nord ikke er umagen værd, for resultatet er givet på forhånd. At asyl skal søges fra det første sikre land, - ikke ved grænsen.
Først når det budskab understøttes af virkeligheden, virker pædagogikken. Det kommer næppe til at ske. For det første fordi den besynderlige størrelse, der kaldes den europæiske offentlighed, og som i alt væsentligt skabes af pressen, vil give op længe før. De grædende børn, de fortvivlede mødre og de brægende politikere vil underminere ethvert forsøg på konsekvent fastholdelse af hegn og principper. For det andet, fordi det er Mellemøsten, der kommer.
Ingen europæiske ledere har endnu vist sig på scenen. Det er dømt til at ende galt. Vi er på vej mod parallellen til Roms fald, - den europæiske kultur dør under vægten af egen godhed og mangel på langsigtet handlekraft. Det er synd og skam, - et levende og velfungerende Europa er den arabiske og nordafrikanske verdens bedste håb om en bedre fremtid.
Nu risikerer vi i stedet at få spredt det mellemøstlige kaos til vores kontinent.