Flygtninge og anstændighed

Af Poul Højlund, kronik i JP 23. september 2015

Debatten om flygtninge er dybt forvirret. Vi blander integrationsdebat med flygtningeproblem, og vi bruger ikke begreberne ens. Debatten er meget følelsesladet, hvilket er forståeligt, men ikke fremmende for forståelsen. Vi, der maner til besindighed, bliver kaldt umenneskelige og hjerteløse. De uanstændige.

Er vi på nippet til at stå over for hinanden med uforsonlige holdninger? Det vil være det dummeste, vi som borgere i Danmark kan gøre. Vi har mere end nogensinde brug for at tale sammen og forstå hinanden.

DR inviterede mig til at deltage i, hvad jeg troede, skulle være en debat om flygtninge. I stedet var den vinklet som en debat om civil ulydighed og personlig moral. Grundspørgsmålet lød: Vil du køre flygtninge til Sverige – og undertonen var vel, at svarede man nej, stod man til offentlig spanking.

Vinklingen er typisk for tiden. Overskriften handler om moral, og emnet er os selv. Er det ikke vores moralske pligt at hjælpe? hedder det igen og igen. Det er en slags moralsk selfie.

Det handler i virkeligheden mindre om flygtninge og mest om os selv. Vi spejler vores godhed eller mangel på samme i vores holdninger til de ulykkelige mennesker, der vandrer igennem vores land.

I den virkelige flygtningeverden mangler man penge, mange penge, ikke tøjbamser og flovhed over danske annoncer.

Spejle spærrer for udsyn. Verden er derude – langt mere håndfast og virkelig end vores lidt for følsomme selvoptagethed.

I den virkelige verden opholder mere end fire millioner syriske krigsflygtninge sig i lejre i de tre primære modtagerlande, Tyrkiet, Jordan og Libanon. I den virkelige flygtningeverden mangler man penge, mange penge, ikke tøjbamser og flovhed over danske annoncer. I den virkelige verden er både Jordan og Libanon ved at bryde sammen under presset fra den syriske diaspora og den manglende hjælp.

Den syriske flygtningekrise er enorm, men uanset omfang og nærhed, er den ikke den eneste på kloden.

Det er blodig alvor og liv og død mange steder, og der er millioner og atter millioner af mennesker, der er drevet fra hus og hjem og land. FN melder om det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig – både i og uden for eget land.

Flygtninge frister en kummerlig tilværelse. Ingen er i tvivl om det; alle vil gerne hjælpe, men hvordan hjælper vi bedst? Skal flygtninge hjælpes med immigration til europæiske lande? Gælder det alle verdens 90 millioner flygtninge, eller er det kun de 10-20 millioner, der er tættest på?

Hvad med Yemen, når det bryder sammen, hvad med Libyen, der sammen med Yemen fører i kapløbet om at blive den seneste muslimske failed state? Eller hvis – guderne forbyde det – Egyptens ledelse ikke kan holde sammen på landet? Og hvad med de mange millioner nordafrikanere, der også gerne vil have en chance?

Det er indlysende, at immigration til EU ikke er problemets løsning. Det er i den sammenhæng ligegyldigt, om EU forvandler millioner af flygtninge til nye indvandrere. Der er ubegrænsede og voksende mængder af flygtninge. Millioner er parate til at tage chancen som illegale, fordi alternativet i lejrene eller i hjemlandet er så ringe. Flygtningepresset på EU aftager ikke, uanset hvor mange der lukkes ind – karret er uudtømmeligt.

Det er dette enorme og meget langsigtede flygtningepres på nærmeste hold, vi skal forholde os til, og det kræver langt mere end medfølelsen for den enkelte flygtning på en dansk landevej. Naturligvis skal vi hjælpe dem, der er nået til Danmark, og det er præcis det, myndigheder og organisationer gør. Men vi bliver nødt til at erkende problemets omfang, uanset vores medfølelse med den enkelte på vejen. Problemet er større, end medfølelsen alene kan bære.

Den eneste anstændige og langsigtede løsning ville være massiv, intensiv hjælp til de store flygtningelejre; en hjælp i en skala og med et sigte, der ikke endnu er set. Vi skal have forandret lejrene til midlertidige byer, som man kan holde ud at leve i, også selvom der går år, inden man kan vende tilbage til sit eget land. Vi skal sikre levevilkår, uddannelse til børn, unge og voksne og træning i demokrati og fredelige samfundsformer på trods af etniske og religiøse skel.

Vi skal kort sagt tilbyde et liv i flygtningebyerne på et helt andet niveau end de nuværende flygtningelejre, et liv med håb.

Det vil kræve en uhørt indsats, både menneskeligt, økonomisk og politisk. Budskabet skal være: Bliv i de første sikre områder – vi kommer med hjælp og penge og muligheden for et nogenlunde fornuftigt liv som flygtning. Bliv der indtil du igen kan vende tilbage til dit land og være med til at genopbygge det. Det er i øvrigt, hvad UNHCR og Røde Kors arbejder ud fra. Bliv i lejrene, søg asyl derfra eller vent på, at du kan vende tilbage.

Men vi slipper ikke for vandrende flygtninge og migranter, så længe valget står mellem et åbent Europa uden grænsebevogtning på den ene side – og en udsigtsløs tilværelse på den anden. Vi havde ikke fantasi til at forestille os de vandrende flygtninge i Danmark for blot få uger siden – og jeg vil hævde, at vi ikke har gnist af begreb om, hvad fremtiden vil bringe, hvis vi ikke får styr på den aktuelle indvandring.

Det er ikke et spørgsmål om nationalisme eller fremmedfjendtlighed, det er ikke et spørgsmål om følelser eller værdier, det er ikke et integrationsspørgsmål, og det er ikke en moralsk diskussion. Det er en helt enkel fremskrivning af en virkelighed, der pludselig blev synlig for alle. De vandrende syrere er symbolet på og forvarslet om millioner af mennesker på flugt fra krig eller på jagt efter bedre muligheder. Vi ser en begyndende folkevandring fra syd op i Europa, og det vil forandre Europa for altid. Alle bliver nødt til at tænke langsigtet – medfølelse rækker ikke.

Vores naboer mod syd hedder Mellemøsten og Nordafrika. Det er verdens notorisk mest konfliktfyldte område, hjemsted for klodens største udvalg af terrorbanditter, islamisk fanatisme og almindelig håbløshed. Det Arabiske Forår brød sammen, IS står nu i Libyen og Egypten, og de vokser.

Fremtiden tegner ikke lovende, hverken økonomisk, demografisk eller demokratisk. Det vil være fra denne klodens mareridtsregion indvandringen sker – hvis vi ikke opretholder grænserne.

Det nuværende Europa er set i historisk perspektiv en pragtpræstation. Et krigshærget kontinent forvandlet til fred og velstand. Hvis vi flytter store befolkningsgrupper fra Mellemøsten ind i Europa, flytter Mellemøstens konflikter og hadfyldte hverdag med. Når man flytter mennesker i stor skala, flytter man kultur. Uden fysiske grænser ophører det fredelige Europa med at eksistere.

EU er lammet, impotent og selvoptaget. EU diskuterer moral og ikke realiteter. EU hjalp ikke, da Italien og Grækenland tryglede om hjælp. EU fordømte Ungarns hegn og Viktor Orbán. Nu er både Schengen-aftalen og Dublin-forordningen blæst af banen ved det første lille pust fra det, som er kaldt den perfekte storm til at udløse en folkevandring. Europa har intet værn mod den storm, der er i anmarch.

De indre grænser er væk, og nu bryder de ydre grænser sammen.

EU bliver nødt til at lukke grænserne. Folkevandringen må ikke fortsætte. Vi kan kun hjælpe, hvis vi opretholder vores egne samfund. Vi skal bevare et Europa, vi stadig kan genkende.

Et Europa med lukkede grænser kan kun lade sig gøre, hvis EU samtidig gør en massiv indsats for flygtningene. EU skal skabe blot et minimum af håb i de lande og lejre, hvor vi beder flygtningene forblive.

Det vil være en realistisk og en anstændig europæisk begyndelse til en løsning af verdens enorme flygtningeproblem.