Nu ævler de igen om ytringsfrihed

Af Poul Højlund, opdatering på Facebook, 30/9-2015


Egentlig havde jeg besluttet mig for ikke at skrive noget om 10-året for Muhammedtegningerne. Jeg troede faktisk, at alt var sagt, at intet nyt kunne tilføjes. Men jeg tog fejl.

Debatten kører fortsat. Der er stadig en mængde mennesker, der ævler om ytringsfrihed kontra ytringspligt, underforstået man kan da bare holde sin mund. Og folk, der ævler om ikke at såre religiøse følelser, eller ævler om ikke at slå folk i hovedet med ytringsfrihed, eller ævler om hensyn og hjertelighed. 

Jeg skriver helt bevidst ævler, og jeg gentager det lige en gang til: det er noget ævl.

Det er noget ævl, at vi skal tie for ikke at såre. Det er noget ævl, at vi skal undlade denne eller hin ytring, fordi nogen kunne blive kede af det / rasende / krænkede. Det er noget ævl, at vi kan mildne konflikten mellem Islam og resten af verden ved at undlade at bruge vores ytringsfrihed.

Jeg orker ikke at høre flere argumenter, hvor ytringsfrihed ender på et men .. 

Enhver må forvalte sin ytringsfrihed, som vedkommende ønsker, men lad for Guds skyld være med at forvalte min. Jeg skal nok selv, og jeg forholder mig til lovgivningen og min egen etik, - og du er velkommen til at gøre præcis det samme. Men hvis du begynder at fordømme mig og min brug af min ytringsfrihed, bliver du ikke til at skelne fra de gale horder, der brænder ambasader og slår både hinanden og os ihjel. Så sætter du dig på den samme skala.

Ytringsfrihed er enten – eller. Der er ikke noget men ..

Flygtninge og anstændighed

Af Poul Højlund, kronik i JP 23. september 2015

Debatten om flygtninge er dybt forvirret. Vi blander integrationsdebat med flygtningeproblem, og vi bruger ikke begreberne ens. Debatten er meget følelsesladet, hvilket er forståeligt, men ikke fremmende for forståelsen. Vi, der maner til besindighed, bliver kaldt umenneskelige og hjerteløse. De uanstændige.

Er vi på nippet til at stå over for hinanden med uforsonlige holdninger? Det vil være det dummeste, vi som borgere i Danmark kan gøre. Vi har mere end nogensinde brug for at tale sammen og forstå hinanden.

DR inviterede mig til at deltage i, hvad jeg troede, skulle være en debat om flygtninge. I stedet var den vinklet som en debat om civil ulydighed og personlig moral. Grundspørgsmålet lød: Vil du køre flygtninge til Sverige – og undertonen var vel, at svarede man nej, stod man til offentlig spanking.

Vinklingen er typisk for tiden. Overskriften handler om moral, og emnet er os selv. Er det ikke vores moralske pligt at hjælpe? hedder det igen og igen. Det er en slags moralsk selfie.

Det handler i virkeligheden mindre om flygtninge og mest om os selv. Vi spejler vores godhed eller mangel på samme i vores holdninger til de ulykkelige mennesker, der vandrer igennem vores land.

I den virkelige flygtningeverden mangler man penge, mange penge, ikke tøjbamser og flovhed over danske annoncer.

Spejle spærrer for udsyn. Verden er derude – langt mere håndfast og virkelig end vores lidt for følsomme selvoptagethed.

I den virkelige verden opholder mere end fire millioner syriske krigsflygtninge sig i lejre i de tre primære modtagerlande, Tyrkiet, Jordan og Libanon. I den virkelige flygtningeverden mangler man penge, mange penge, ikke tøjbamser og flovhed over danske annoncer. I den virkelige verden er både Jordan og Libanon ved at bryde sammen under presset fra den syriske diaspora og den manglende hjælp.

Den syriske flygtningekrise er enorm, men uanset omfang og nærhed, er den ikke den eneste på kloden.

Det er blodig alvor og liv og død mange steder, og der er millioner og atter millioner af mennesker, der er drevet fra hus og hjem og land. FN melder om det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig – både i og uden for eget land.

Flygtninge frister en kummerlig tilværelse. Ingen er i tvivl om det; alle vil gerne hjælpe, men hvordan hjælper vi bedst? Skal flygtninge hjælpes med immigration til europæiske lande? Gælder det alle verdens 90 millioner flygtninge, eller er det kun de 10-20 millioner, der er tættest på?

Hvad med Yemen, når det bryder sammen, hvad med Libyen, der sammen med Yemen fører i kapløbet om at blive den seneste muslimske failed state? Eller hvis – guderne forbyde det – Egyptens ledelse ikke kan holde sammen på landet? Og hvad med de mange millioner nordafrikanere, der også gerne vil have en chance?

Det er indlysende, at immigration til EU ikke er problemets løsning. Det er i den sammenhæng ligegyldigt, om EU forvandler millioner af flygtninge til nye indvandrere. Der er ubegrænsede og voksende mængder af flygtninge. Millioner er parate til at tage chancen som illegale, fordi alternativet i lejrene eller i hjemlandet er så ringe. Flygtningepresset på EU aftager ikke, uanset hvor mange der lukkes ind – karret er uudtømmeligt.

Det er dette enorme og meget langsigtede flygtningepres på nærmeste hold, vi skal forholde os til, og det kræver langt mere end medfølelsen for den enkelte flygtning på en dansk landevej. Naturligvis skal vi hjælpe dem, der er nået til Danmark, og det er præcis det, myndigheder og organisationer gør. Men vi bliver nødt til at erkende problemets omfang, uanset vores medfølelse med den enkelte på vejen. Problemet er større, end medfølelsen alene kan bære.

Den eneste anstændige og langsigtede løsning ville være massiv, intensiv hjælp til de store flygtningelejre; en hjælp i en skala og med et sigte, der ikke endnu er set. Vi skal have forandret lejrene til midlertidige byer, som man kan holde ud at leve i, også selvom der går år, inden man kan vende tilbage til sit eget land. Vi skal sikre levevilkår, uddannelse til børn, unge og voksne og træning i demokrati og fredelige samfundsformer på trods af etniske og religiøse skel.

Vi skal kort sagt tilbyde et liv i flygtningebyerne på et helt andet niveau end de nuværende flygtningelejre, et liv med håb.

Det vil kræve en uhørt indsats, både menneskeligt, økonomisk og politisk. Budskabet skal være: Bliv i de første sikre områder – vi kommer med hjælp og penge og muligheden for et nogenlunde fornuftigt liv som flygtning. Bliv der indtil du igen kan vende tilbage til dit land og være med til at genopbygge det. Det er i øvrigt, hvad UNHCR og Røde Kors arbejder ud fra. Bliv i lejrene, søg asyl derfra eller vent på, at du kan vende tilbage.

Men vi slipper ikke for vandrende flygtninge og migranter, så længe valget står mellem et åbent Europa uden grænsebevogtning på den ene side – og en udsigtsløs tilværelse på den anden. Vi havde ikke fantasi til at forestille os de vandrende flygtninge i Danmark for blot få uger siden – og jeg vil hævde, at vi ikke har gnist af begreb om, hvad fremtiden vil bringe, hvis vi ikke får styr på den aktuelle indvandring.

Det er ikke et spørgsmål om nationalisme eller fremmedfjendtlighed, det er ikke et spørgsmål om følelser eller værdier, det er ikke et integrationsspørgsmål, og det er ikke en moralsk diskussion. Det er en helt enkel fremskrivning af en virkelighed, der pludselig blev synlig for alle. De vandrende syrere er symbolet på og forvarslet om millioner af mennesker på flugt fra krig eller på jagt efter bedre muligheder. Vi ser en begyndende folkevandring fra syd op i Europa, og det vil forandre Europa for altid. Alle bliver nødt til at tænke langsigtet – medfølelse rækker ikke.

Vores naboer mod syd hedder Mellemøsten og Nordafrika. Det er verdens notorisk mest konfliktfyldte område, hjemsted for klodens største udvalg af terrorbanditter, islamisk fanatisme og almindelig håbløshed. Det Arabiske Forår brød sammen, IS står nu i Libyen og Egypten, og de vokser.

Fremtiden tegner ikke lovende, hverken økonomisk, demografisk eller demokratisk. Det vil være fra denne klodens mareridtsregion indvandringen sker – hvis vi ikke opretholder grænserne.

Det nuværende Europa er set i historisk perspektiv en pragtpræstation. Et krigshærget kontinent forvandlet til fred og velstand. Hvis vi flytter store befolkningsgrupper fra Mellemøsten ind i Europa, flytter Mellemøstens konflikter og hadfyldte hverdag med. Når man flytter mennesker i stor skala, flytter man kultur. Uden fysiske grænser ophører det fredelige Europa med at eksistere.

EU er lammet, impotent og selvoptaget. EU diskuterer moral og ikke realiteter. EU hjalp ikke, da Italien og Grækenland tryglede om hjælp. EU fordømte Ungarns hegn og Viktor Orbán. Nu er både Schengen-aftalen og Dublin-forordningen blæst af banen ved det første lille pust fra det, som er kaldt den perfekte storm til at udløse en folkevandring. Europa har intet værn mod den storm, der er i anmarch.

De indre grænser er væk, og nu bryder de ydre grænser sammen.

EU bliver nødt til at lukke grænserne. Folkevandringen må ikke fortsætte. Vi kan kun hjælpe, hvis vi opretholder vores egne samfund. Vi skal bevare et Europa, vi stadig kan genkende.

Et Europa med lukkede grænser kan kun lade sig gøre, hvis EU samtidig gør en massiv indsats for flygtningene. EU skal skabe blot et minimum af håb i de lande og lejre, hvor vi beder flygtningene forblive.

Det vil være en realistisk og en anstændig europæisk begyndelse til en løsning af verdens enorme flygtningeproblem.

Hvor længe holder hegnet?

Af Poul Højlund, 18. september 2015

I min kommentar om Europas grænser spurgte jeg, om Europa og de europæiske befolkninger kan opretholde en hård grænse med pigtråd, vandkanoner og det, der er værre? De voksne europæere har Jerntæppets elendighed på nethinden; det ønsker ingen gentaget. Men er det ikke det, vi allerede nu efter få dage ser igen?

De europæiske befolkninger deler en meget konsekvent og historisk baseret afvisning af islam og islamisk indvandring i Europa. Det er ikke højtravende intellektuelle, der har solgt det standpunkt til dem, tværtimod. Det er dagligdagens erfaring fra samlivet med de kulturfremmede, og det er den gennem generationer nedarvede erfaring fra århundreders kamp mod den islamiske indtrængen fra syd gennem Balkan, Italien og Spanien.

Kun et absolut fåtal af europæiske politikere, presse og intellektuelle lader til at have forstået, hvad der får befolkningerne til at reagere. De – vi – bliver fortsat beskyldt for xenofobi og fremmedhad, racisme og nazisme. Man tillader sig at sammenligne med nazisternes systematiske folkemord, - der er ingen grænser for, hvad man i det godes navn kalder sine modstandere.

Oven i dette bombarderes vi med billeder og reportager, der bedst kan samles under betegnelsen: Sofastykke med grædende barn, alene beregnet på at manipulere med vores følelser. Vi får ikke vist billederne af de aggressive mænd, der bombarderer det ungarske politi med kasteskyts og løber stormløb på grænsehegnet. Vi får derimod at vide, at ungarerne optræder med uhørt brutalitet, og at det ikke er værdig optræden for at medlem af EU.

Det er i dette klima, at spørgsmålet om grænsernes opretholdelse skal forstås. Hvor længe kan vi holde til afvisningen af stormløbet, og hvor længe kan vi holde til den følelsesladede manipulation, vi udsættes for? Hvor længe holder hegnet?

Det ligger lige for at antage, at hvis grænserne opretholdes med fasthed og hvad deraf følger, vil presset aftage for til sidst at ophøre. Enkelte slipper igennem, men hovedsagen er, at de mange millioner flygtninge i Tyrkiet, Jordan, Libanon og det enorme antal migranter i Nordafrika ved, at grænsen er lukket. At den farefulde og dyre rejse mod nord ikke er umagen værd, for resultatet er givet på forhånd. At asyl skal søges fra det første sikre land, - ikke ved grænsen.

Først når det budskab understøttes af virkeligheden, virker pædagogikken. Det kommer næppe til at ske. For det første fordi den besynderlige størrelse, der kaldes den europæiske offentlighed, og som i alt væsentligt skabes af pressen, vil give op længe før. De grædende børn, de fortvivlede mødre og de brægende politikere vil underminere ethvert forsøg på konsekvent fastholdelse af hegn og principper. For det andet, fordi det er Mellemøsten, der kommer.

Ingen europæiske ledere har endnu vist sig på scenen. Det er dømt til at ende galt. Vi er på vej mod parallellen til Roms fald, - den europæiske kultur dør under vægten af egen godhed og mangel på langsigtet handlekraft. Det er synd og skam, - et levende og velfungerende Europa er den arabiske og nordafrikanske verdens bedste håb om en bedre fremtid.

Nu risikerer vi i stedet at få spredt det mellemøstlige kaos til vores kontinent.

Da Europa fik en grænse

Af Poul Højlund, 15. september 2015

Pigtråden rulles ud. Nu rejser Europa sine grænser igen. Soldater sendes til forstærkning langs de
ydre grænser. Snart følger de første konfrontationer, hvor aggressive migranter brutalt afvises.
Stærkt TV – world wide. En dag bliver også vandkanonerne kørt frem, og hvad så derefter?

Den kolde krigs jerntæppe med pigtråd og automatiske maskingeværer står mejslet i alle voksne
europæeres bevidsthed. Det må aldrig ske igen. Hvor meget grænsebevogtning vil den europæiske
offentlighed gå med til? Kan Europa klare den årelange afvisning af en folkevandring fra syd?

Vi har set et korthus falde sammen. Unionen Europa døde i samme øjeblik, den blev testet. Den
gamle grundregel trådte i kraft igen: Hver hytter sit og Fanden tager de sidste. De sidste bliver
Serbien og Grækenland, måske Italien, måske flere. Så meget for skåltalerne: når det virkelig
gælder, handler de europæiske politikere nationalt, ikke kontinentalt.

Tyrkiet lukker sine grænser for flygtningenes udrejse. Det tvinger et par millioner syrere til at blive
i Tyrkiet, langt hovedparten udenfor de lejre, de oprindeligt har fået anvist. Hvis der ikke kommer
fred indenfor nogle år i Syrien, ligner det en syrisk immigration ind i Tyrkiet. Det samme i Jordan
og Libanon. Vil de tre lande acceptere det? Kan de holde til det?

Rusland har på det seneste sendt soldater ind i Syrien, - tropper, der er overført fra Krim. Russerne
har ikke svækket deres positioner på Krim, blot udskiftet soldater, så de mest erfarne er kommet til
Syrien. De skal støtte regeringssiden, altså Assad, - og parterne kalder det bekæmpelse af terrorister.
Risikerer vi, at russiske soldater kan blive angrebet af allierede, herunder danske jagerfly?

Den europæiske og amerikanske indsats har tilsyneladende ikke skabt fred, og IS spreder sig fortsat.
Situationen bliver ikke bedre, men værre. Syrien var engang et fransk mandatområde, men det har
været russernes baggård i årtier. Rusland har en strategisk vigtig flådehavn i Nordsyrien. Syrien er
Ruslands interesseområde, - og Europa og USA bør overveje meget nøje, om Syrien er et land, man
vil konflikte over. Er det på tide at stoppe indsatsen i Syrien og overlade den til russerne?

Situationen omkring Syrien er kun en del af det mellemøstlige billede. Yemen er i frit fald, Libyen
vist også. Islamisk Stat står i Ægypten og hele vejen hen langs Middelhavet, hvor de fleste stater er
uendeligt skrøbelig konstruktioner. Bag ved lurer grundkonflikten mellem et atomoprustende
præstestyrede Iran og det wahabistiske diktatur Saudiarabien. Så er der alle konflikters moder:
Israel. Måske er hadet til Israel, der eneste, der stadig holder sammen på stumperne i Mellemøsten?

Mellemøsten er fortsat på vej mod afgrunden. Befolkningstilvæksten er enorm, sekterisme, terror og
vold er politisk dagligdag. Vi vil få millioner og atter millioner af ulykkelig flygtninge, hvis - når -
det først for alvor bryder løs. Det vil være en i en skala som en verdenskrig eller værre.

Kan Europas grænse holde til det? Kan europæerne?

Følelser og flygtninge

Kronik i JP 8. september 2015

Af Poul Højlund, september 2015

Vi burde være klogere, men er det åbenbart ikke. Et enkelt foto af et smukt flygtningebarn
eller et rædselsvækkende foto af et druknet flygtningebarn er nok. Sådanne fotos er opinionsskabende
og sammenligningen til de ikoniske fotos fra Vietnam-krigen ligger lige for.

Sådan virker billeder, og alle mediefolk ved det. Det er derfor, de bruger netop disse billeder.
De taler direkte til vores følelser.

Følelserne siger, at vi skal hjælpe. Følelserne lider med de lidende, føler med de ulykkelige.
Følelserne sætter os i deres sted. Det er nærmest umuligt ikke at have medfølelse,
ikke at ville hjælpe, ikke at forstå.

Men hvad med de mindst 50 andre væbnede konflikter i verden? Fortjener de ikke samme
fotografiske opmærksomhed, samme medfølelse og samme bevågenhed fra både menigmand,
presse og politikere?

Hvad med Yemen, der er i borgerkrig og i frit fald på vej mod status som failed state? Eller
SydSudan, der som en af verdens nyeste nationer næppe får lang levetid? Eller et af de
utallige andre lande eller regioner, hvor helvede på jord er en realitet og hvor lidelserne
ikke står tilbage for de syriske? Den eneste forskel er den manglende fotodækning, lidelserne
er de umåleligt samme.

Mange - selv generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp - har set skriften på væggen:
40 til 60 millioner mennesker på vej mod Europa og bag dem andre 60 millioner og bag
dem atter andre utalte millioner. Der er ingen ende på verdens elendighed, og end ikke de
mest avancerede lande har en jordisk chance for at hjælpe i tilstrækkelig grad til blot at udskyde
katastroferne, endsige da forhindre dem.

Det er kendsgerningerne, - og de er ikke meget anderledes, end de altid har været. Den
nuværende såkaldte flygtningekrise er ikke en krise, det er en permanent tilstand. Det er –
desværre – verdens sande tilstand. I store dele af verden er fred perioden fra den foregående
krig til den kommende krig.

Det nye er det føletyranni, der styrer opinionen i de vestlige lande. Det nye er, at fornuft
kaldes kynisme og fremmedfjendtlighed, racisme og yderste højrefløj. Det nye er, at den
nødvendige dialog mellem følelse og fornuft er opgivet. Følelse og medfølelse er blevet til
institutionaliseret føleri, og ve den, der vover at sætte fornuften i arbejde.

Vi – de demokratiske lande - har gennem et væld af internationale organisationer og aftaler,
med enorm menneskelig indsats og endnu større økonomisk støtte i årtier gjort det
bedste, vi formår, for at skabe udvikling, fred og velstand i de forsømte og fordømte lande.
Det går fremad, omend langsomt. Flere børn end nogensinde før kommer i skole, flere
mennesker end nogensinde før løftes ud af fattigdom, flere nyfødte end nogensinde før
overlever. Demokrati spredes, omend langsomt. Fred etableres, omend langsomt.

Men vi kan ikke afskaffe apokalypsens fire ryttere: krig, pest, hungersnød og død. De rider,
som de har redet siden tidernes begyndelse, og spreder deres ulykker over de lidende.
Er det de vestlige landes skyld? Er det kolonialismens skyld? Er det kapitalismens skyld?
Er det vores skyld? Nej, det har helt åbenbart været menneskeslægtens forbandelse i al
evighed. Det er kun i religionen, at der er en paradisisk før og efter tilstand, hvor løven og
lammet græsser side om side, og hvor al ufred og ulykke er ophævet. I virkelighedens verden
er der krig, pest, hungersnød, død – og enorme flygtningestrømme. I dette er der intet
nyt under solen.

Alle er efterhånden enige om ”indsats i nærområderne” - selvom det er knapt et halvt år siden,
at der var nærmest fascistisk tale. Jo, debatten flytter sig skam, men det går langsomt,
og ingen af de mange følerister bryder sig om at sige åbent, at de også er begyndt
at koble fornuften til.

Nu har både det store Tyskland og det langt mindre Østrig åbnet deres grænser for de titusindvis
af mennesker, flygtninge og migranter i en uskøn blanding, der ikke finder tilbuddet
i Grækenland eller Serbien tilfredsstillende. Flygtningevennerne klapper begejstret, formentlig
uden tanke for, at det kun er en yderligere spore til fornyet indstrømning, eller at
der med en tysk opholdstilladelse er åben adgang til hele EU og dermed frit valg af sociallovgivning.

Lad os nu tænke et par år frem. Tilstrømningen fortsætter, for hvornår og hvordan vil
Merkel være i stand til igen at lukke grænsen? Hvem vil have det politiske mod til at hugge
en grænsebom ned midt i køen, og hvad gør en statsleder, hvis menneskemasserne ikke
vil acceptere en bom? Tør nogen sætte magt i mod tilstrømningen, og vil nogen europæisk
grænsegendarm skyde mod ubevæbnede ulykkelige, kvinder og børn i blandt?

Derfor er konsekvenserne indlysende: Europa ligger hermed åbent for enhver, der har
midlerne og initiativet til at migrere eller flygte fra de manglende muligheder eller den
manglende fred i hjemlandet. I løbet af få år vil de europæiske sociale systemer bryde
endegyldigt sammen. Ingen lande vil vedblive med at have råd, - og ingen har til dato
påstået, at den enorme tilstrømning resulterer i en lige så enorm velstandsfremgang i
modtagerlandene, tværtimod.

De europæiske borgere, der gennem generationer har opbygget deres velstående lande
og fremragende system af lov, orden, uddannelse og velfærd må finde sig i, at de i juridisk
og social forstand bliver sat i samme bås som immigranterne, nemlig som borgere i EU.

Her skelnes ikke mellem den oprindelige befolkning og de tilvandrede, - alle har samme
rettigheder, og allerede nu ser vi, at immigranterne faktisk på visse områder har en større
ret end de oprindelige borgere, fx til bolig og fuld folkepension.

Dette vil selvsagt ikke forblive acceptabelt for den oprindelige befolkning. Vi ser allerede i
dag harske udtryk for det, der fordømmende kaldes fremmedhad, men som snarere er de
laveste sociale lag i den oprindelige befolkning, der gør oprør mod invasionen – påtvunget
dem af deres politikere og øvre mellemlag. Oprøret får præcis den hæslige form, hvor
skytset ikke rettes mod de skyldige, men mod de uskyldige.

Demografi er skæbne, siges det. Importen af i europæisk sammenhæng fuldstændig kulturfremmede
befolkningsgrupper kan kun ende galt. Det berømte og berygtede ”Clash of
civilisations”, de uforenelige kulturers sammenstød, er i fuld gang midt i vore europæiske
hovedstæder – og det uanset hvor flink og rar, den enkelte indvandrer er. Det har intet
med den enkelte at gøre, men alt med gruppen og kulturen at gøre, herunder religionen.

Når man importerer store mængder af mennesker, importerer man kultur; man tager så at
sige den muld med, hvori den enkelte er opvokset og dannet.

Se hundrede år frem, og se, hvordan 3000 års europæisk kultur og historie er visket bort,
forsvundet, bukket under. Europa bliver ikke til Eurabia, som frygtet under de første muslimske
invasioner fra Mellemøsten, - det bliver til Euafrica, fordi den afrikanske befolkning
vokser eksplosivt og uhæmmet. I 1950'erne var den afrikanske befolkning under det halve
af den europæiske, omkring årtusindskiftet stod de lige og år 2100 vil den afrikanske befolkning
være seks gange større end den europæiske. Når portene til Europa åbnes på vid
gab, som det netop er sket, vil ingen kræfter kunne holde det enorme befolkningsoverskud
inden for det afrikanske kontinent.

Dette er nogle af de konsekvenser, som flygtningevennerne nægter at tale om - eller måske
bare er ude af stand til at forstå. I stedet dikterer føleriet her-og-nu politikken og umuliggør
enhver fornuftsbaseret samtale.

Det er tragisk, og det er især tragisk at se pressen føre an i denne føleriets triumf på vejen mod den europæiske kulturs endeligt.