De fjendeløse

Af Poul Højlund, 23. marts 2015

Åbenbart er det vanskeligt for mange danske at erkende, at vi ikke er fjendeløse. Næsten halvdelen af befolkningen lægger skylden for el Husseins udåd i København på dårlig integration og morderens egen psyke. Det er med andre ord vores egen skyld, at el Hussein valgte terrormord som udtryksmiddel, eller – igen vores egen skyld – vi fik ikke diagnosticeret hans psykiske lidelser korrekt i tide.

Hvem er i øvrigt el Hussein? Hvis genkendelsen ikke er umiddelbar, skyldes det Politikens og DR’s ulidelige omklamring, hvor el Hussein er blevet gjort til Omar, - ham, vi ikke legede nok med i skolen, og som helt uforskyldt blev mobbet så langt ud, at han endte sin kriminelle løbebane med den morderiske udåd.

Den tanke, at el Hussein af ren og skær overbevisning valgte at være vores fjende, er tæt på utænkelig for halvdelen af befolkningen, ifølge en undersøgelse bragt i JP den 23/3. I stedet klistrer man ham ind i psykosociale omstændigheder med den bagvedliggende tanke at havde vi blot integreret bedre, leget mere, brugt flere pædagogtimer, givet større kontanthjælp, brugt flere mentortimer, talt pænere, undladt at tegne karikaturer, taget flere flygtninge, undladt at invadere Irak og Afghanistan, - at havde vi blot gjort alt dette eller undladt at gøre så meget andet, så var el Hussein ikke blevet en fjende.

Den utroligt forhenværende Bonnichsen gør meget ud af, at el Hussein ikke er en del af en terrorgruppe, men – Gud ske lov, må man forstå – blot en lonely wolf, der handler på egen hånd ud fra sit eget forskruede verdensbillede. Men Bonnichsen ved ikke, hvad han taler om. Omar el Hussein valgte at følge Islamisk Stats opfordring til de rettroende. Abu Muhammad Al-Adnani, som er den officielle talsmand, udsendte den 14. september 2014 et kald til alle rettroende muslimer i de vestlige lande om at forvandle sig til netop lonely wolfes og dræbe vantro vesterlændinge uden at skelne mellem civile eller militære. 

”Hvis du kan dræbe en vantro amerikaner eller europæer – især de ondskabsfulde og beskidte franske – eller en australier eller canadier, eller nogen anden vantro fra de vantro [lande], der fører krig, herunder borgerne i de lande, der har indgået en koalition mod den islamiske stat, så stol på Allah, og dræb ham [den vantro] på enhver måde, det kan være. Smadr hovedet med en sten eller slagt ham med en kniv, eller kør ham ned med din bil, eller smid ham ned fra et højt sted, eller kvæl ham, eller forgift ham.”

Det var det, el Hussein valgte at gøre, - blot med mere avancerede våben end anbefalet af IS. Hans mål var også mere omhyggeligt udvalgte og mere traditionelle for den islamistiske terror: karikaturtegnere og jøder. Men det ændrer ikke ved det faktum, at el Hussein skriver sig ind i den række af isolerede angreb, der er sket i fx England, Frankrig, Belgien og USA.

Men el Hussein er med Politikens og DR’s indsats forvandlet til slet og ret Omar, den dårligt integrerede og derfor radikaliserede vrede unge mand. Nu hedder det endda radikaliseret uden religiøst fortegn, - præsident Obama har forbudt sin stab at bruge ordene terrorist og islam i samme sætning. Statsministeren er helt på linje, og Lars Løkke fabler om en verdensreligion, der er blevet kidnappet og voldført.

Og fordi terror naturligvis intet har med islam at gøre, har en hel kongerække af hjemlige debattører udnævnt det til decideret dårlig smag at bringe noget, der kan krænke danske muslimers følelser. Vi har ifølge den logik selv bedt om mordene i København - og formentlig også om det jødehad, der breder sig som en pest her og i det øvrige Europa.

Så meget for Grundloven og ytringsfriheden, og så lidt om de danske muslimers ansvar for at standse galskaben. Danske muslimers ansvar? Ja, hvis hver eneste danske muslim overalt og altid, før, nu og i al fremtid tog et klokkeklart opgør med de angiveligt få, der bliver krænkede og/eller hader jøder, så slap vi nok hurtigt fri af problemerne.

Men nej, siger de, der kloger sig i Politiken. I stedet er det ytringsfriheden, der ikke er fulgt med tiden. Den har ikke tilpasset sig det moderne Danmark med de følsomme minoriteter, der så let som ingenting kan blive så fornærmede, at de bliver dødsens farlige. Så derfor anmodes vi nu om ikke at bruge ytringsfriheden. Eller rettere: bare vi nøjes med at bruge den med største hensyn, så skal alt nok blive godt igen.

Og da islam intet har med den københavnske terror at gøre, så gælder det nu for alvor om ikke at påkalde sig den muslimske vrede, for så kommer der bare mere terror. At følge den logik er at gøre vold på tyngdeloven.

Den ægyptiske præsident el-Sisi har ingen problemer med at kalde trolden ved navn, når han på al-Azhar universitetet i Cairo taler foran den islamiske verdens mest lærde autoriteter.

"Den tænkning – jeg siger ikke religion, men tænkning — dette korpus af tekster og ideer, som vi gennem årene har helliggjorte til et punkt, hvor det er blevet næsten umuligt at tage afstand fra dem, gør hele verden til en fjende. Den [tænkning] fjendtliggør den ganske verden! ... Er det muligt at 1,6 milliarder mennesker [muslimer] skulle ønske at dræbe resten af verdens indbyggere – det er 7 milliarder – for at de selv kan leve? Umuligt! ... Jeg siger og gentager igen, at vi har brug for en religiøs revolution ....”

I den virkelige verden er terror og Islam snævert forbundet. Det er dybt tragisk, og det er skrækkeligt for de angiveligt mange og velintegrerede danske muslimer. Men det er fakta, og det nytter ikke at benægte det. Terroren springer af den Islam, man kalder radikaliseret - uden at det overbevisende klart er lykkedes at trække den præcise teologiske skillelinje mellem almindelig islam og den radikaliserede udgave.

Med opfordringen fra IS behøver terrorister in spe ikke at organisere sig eller udtænke spektakulære aktioner. Enhver rettroende kan skaffe sig direkte adgang til paradis og de meget omtalte 70 jomfruer blot ved at dræbe tilfældige vantro. Og der er nok at tage af i de vestlige lande. Vi er alle vantro, endog og heldigvis også de fleste af vore muslimske medborgere.

Vi er ikke fjendeløse, og vi har ikke selv skabt vore fjender. Vores fjender lever midt i blandt os. Ikke nok så mange ekstra pædagogtimer og gadeterapeuter kan bortviske billedet af blomsterne på el Husseins dødssted i Svanegade eller de tusinde unge mænd ved hans bisættelse. Hvem har lyst til at gætte på, hvornår eller hvor den næste melder sig som lonely wolf og følger parolen fra IS om drab med alle forhåndenværende midler på tilfældige vesterlændinge?

Vore politikere og vore muslimske medborgere har et enormt ansvar. De må hver for sig og sammen forlange nøjagtigt det samme, som den ægyptiske præsident gjorde på al Azhar-universitetet, nemlig en revolution af Islam. Vi må kunne trække en præcis og uomtvistelig teologisk skillelinje mellem Islam og islamisme.

Trækkes denne linje ikke, vinder den fjende, som alle vantro er fælles om.

KRONIK 11.02.2016 KL. 06:00

Vi er på katastrofekurs

Danmarks asylpolitik er blottet for enhver logik og omtanke. Vi hjælper de forkerte, og vi svigter de svage, både i flygtningelejrene og herhjemme.

Rasmus Sand Høyer

    

A A

 

POUL HØJLUND, KJELLERUP

Hvis nogen tror, at stikprøvekontrol betyder, at grænsen er lukket, tager de fejl.

Fra og med uge to i år har Danmark i gennemsnit accepteret 272 asylsøgere om ugen. Tallet er langt højere end tilsvarende tal fra sidste år. Regeringen anslår, at vi vil modtage omkring 20.000 asylsøgere i år. Vi modtog 21.000 sidste år. Tallene skal tilnærmelsesvis fordobles på grund af familiesammenføring. Kommunerne kan ikke skaffe boliger, jobs, pædagoger, lærere osv. osv.

Hvordan skal det så ikke gå i 2016, hvor der i øvrigt forventes en tre-firedobling af folkevandringen til Europa? Statsministerens seneste melding er, at han forventer op til 100.000 migranter til Danmark inden for de næste fem år. 100.000 nye kulturfremmede mennesker, som skal familiesammenføres og forsøges integreret i et arbejdsmarked, der ikke findes, og bosættes i boliger, der heller ikke findes.

Han ser katastrofen, men han handler ikke. Det er ikke en statsminister værdigt.

Danmarks asylpolitik er blottet for enhver logik og omtanke. Vi hjælper de forkerte, og vi svigter de svage, både i flygtningelejrene og herhjemme. Vi hjælper under enorme omkostninger de meget få promille, der når frem til vore grænser, og vi lader hånt om resten. Vi accepterer enhver, der kan sige asyl, men vi glemmer at spørge, hvorfor lige nøjagtig den pågældende og ikke resten af befolkningen var nødt til at flygte.

Vi glemmer, at Flygtningekonventionen taler om individuel og »velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser« – ikke om dårlige levevilkår i en flygtningelejr. I stedet for at hjælpe de rigtige er vi i gang med at skabe en demografisk katastrofe i fire dimensioner: humanitært, økonomisk, socialt og kulturelt.

Humanitært er det en katastrofe, fordi de milliarder, vi bruger på migranter her i landet, med den 100-dobbelte effekt kunne være brugt i de nabolande, hvor flygtninge fra krigen i Syrien får deres konventionsbestemte og FN-sikrede beskyttelse. Røde Kors og FN appellerer forgæves efter midler til at drive de enorme flygtningelejre. FN fik sidste år kun halvdelen af det, de bad om. EU kunne uden at anstrenge sig det mindste betale hele regningen og endda øge livskvaliteten i flygtningelejrene mangefold.

Økonomisk er det en katastrofe, fordi Danmark skal bruge et ukendt antal milliarder på integration, undervisning, kontanthjælp, boliger, kriminalitet og alt det andet, der følger med indvandringen. I Danmark kender ingen de samlede udgifter for indvandring fra ikkevestlige lande. Norge har beregnet nettoudgiften for de næste år, hvor man forventer 100.000 migranter. Prisen er beregnet fra de ankommer til Norge og for resten af deres levetid. Den samlede nettoudgift for bare tre års indvandring anslås til 767 milliarder kroner.

Socialt er det en katastrofe, fordi vi får ghettoer af en størrelse, vi ikke kan forestille os. De bliver præget af håbløshed, lovløshed, sharia, radikalisering, vold og kriminalitet. Vi mister store byområder, hvor staten ikke kan opretholde sin magt eller beskytte f.eks. kvinders og børns rettigheder. Vi får en fattigdom, vi ikke har set i mange år, og vi får parallelsamfund med en social arv så tung, at vi aldrig overvinder den. Vi mangler allerede i dag arbejdspladser, praktikpladser og boliger. Talrige er røget ud af dagpengesystemet, og de oplever nu, at indvandrere får særbehandling. De rykker foran i boligkøerne, de får særlige lån til indskud, og forude venter en fuld folkepension. Indvandringen fører til en dramatisk sænkning af de laveste lønninger, der vil ramme hele lavtlønsområdet, ikke blot de indvandrede. De afviste asylsøgere, som vel at mærke ikke altid forlader Danmark igen, bliver til en illegal underklasse, parat til enhver form for sort arbejde eller kriminalitet i vekslende grader.

Kulturelt er det en katastrofe, fordi vi importerer et kvindesyn og en voldsparathed, der intet har med Danmark at gøre. Vi sænker uddannelsesniveauet dramatisk og langt mere, end det allerede er sket. Ingen kan på få år løfte en delvist analfabetisk kultur til det højt avancerede danske niveau; i stedet taber vi dem af vore egne, der har mest hjælp behov.

Vi står med en indvandring så kulturforskellig fra det avancerede, protestantiske og ateistiske Danmark, at det uvægerligt vil føre til det civilisationernes sammenstød, som så mange ikke har villet anerkende som en realitet. Nu får de syn for sagn. De Radikale og venstrefløjen har sammen med i øvrigt godhjertede mennesker bidraget til denne katastrofale politik med deres hidsige kritik af ethvert tiltag, der kunne mindske tilstrømningen.

Regeringen tør ikke gøre det fornuftige og det rationelt rigtige. Den drives i stedet rundt i manegen, mens den spilder tiden på at forsvare sig mod vanvittige anklager om det ene og det andet. Den politiske debat er netop ikke politisk, derimod moralsk. Virkelighedens problemer når vi aldrig frem til.

Journalisterne har deres store del af ansvaret. Det notorisk venstresnoede pressekorps er åbenbart ikke i stand til at løfte sig op over det føleri, der sætter dagsordenen, men fortsætter med at appellere til følelser i stedet for fornuft. Nu advarer statsministeren om, at det Europa, vi kender, står for fald. Men han er helt åbenlyst ikke klar til at kæmpe imod årsagen til faldet. Han tror fortsat, at integration er løsningen, selv om enhver ved, at integration i den skala er urealistisk, vanvittig kostbar og kun lykkes i alt for begrænset omfang.

Regeringen burde for længst have genindført den normale grænseprocedure med afvisning af udlændinge uden lovligt indrejsegrundlag. Den burde for længst have revideret den danske udlændingelov fra 1983 og fjernet retten til spontane asylansøgninger. Grænsen skulle for længst have været lukket og tilvandringen standset. I stedet har regeringen spildt tiden og kun skabt endnu mere splid i befolkningen ved at satse på en skræmmekampagne. Resultatet er en fortsat tilstrømning og de absurde nazisammenligninger og anklager fra både FN og EU. Havde regeringen lavet en hård grænselukning senest i september 2015, ville alt dette være undgået.

Men regeringen turde ikke – af angst for både sin egen opposition og den allerede dengang stendøde Schengen-union. Danmark er på katastrofekurs. Statsministeren ved det, men han handler ikke på grundlag af den viden. Befolkningen splittes og radikaliseres. Danske soldater er sendt på efteruddannelse hos politiet i bekæmpelse af civil uro. Både den norske og den svenske forsvarschef forventer krig indenfor få år, krig mellem europæiske lande og indvandrere.

Tyske soldater træner byguerilla i en enorm øvelsesby i Nordtyskland, komplet med metro og alle de anlæg, man finder i europæiske storbyer. Frankrig er i kronisk undtagelsestilstand med udkommanderet militær.

Men den danske grænse står åben. Statsministeren forventer fortsat 20.000 asylsøgere årligt – så langt frem, som øjet rækker. Han ser katastrofen, men han handler ikke. Det er ikke en statsminister værdigt. Han kan ikke blot lade landet fortsætte sin kurs mod katastrofen.

En løsning på europæisk plan er det fatamorgana, mange fortsat klynger sig til. Men EU er på vej mod sit sammenbrud, impotent, afmægtigt og uden antydning af fælles vilje.

Statsministerens opgave er ikke at løse folkevandringens problem, men at beskytte Danmark i det europæiske stormvejr.

Statsministeren bør handle med konsekvens – eller overlade roret til andre, der kan sætte en kurs væk fra katastrofen.