En muslimsk folkevandring
Af Poul Højlund, oktober 2015
Vi står overfor en folkevandring fra syd, der vil fortsætte gennem det næste århundrede. Folkevandringen kommer fra Syrien,
Afghanistan, Libyen og Irak. Men den
kommer også fra afrikanske lande uden krig: Senegal, Niger, Mali, Eritrea,
Somalia og mange flere.
Alene i
Mellemøsten og Nordafrika vokser indbyggertallet ifølge FN med 300 millioner til 818 millioner i 2050. Når det enorme overskud af mennesker sætter sig i
bevægelse, vil vi forstå, at det stadig kun er en lille fortrop, der krydser
Europas grænser i disse år. Men allerede nu vokser tallene voldsomt, og der er ubegrænsede
mængder at øse af. Det er et kar, der ikke kan tømmes.
Frontex,
EU’s grænseagentur, udsender rapport på rapport med advarsler, og deres
kvartalsstatistikker over illegalt indvandrede eksploderer. UNHCR taler om en
fortsat og ustoppelig migration. Både på kort og langt sigt kan vi forvente en indvandring
så voldsom, at vi ikke kan håndtere det uden forandringer i vores samfund så
dybtgående, at vi ikke vil kunne kende dem igen.
Den folkevandring, der er på vej, er i alt væsentligt muslimsk – iblandet et fåtal kristne, der flygter for den samme Islam. I Europa anno 2015 er hver femtende indbygger muslim, i 1990 var
det hver femogtyvende, og i 1950 kun hver halvtredsindstyvende. Ønsker vi et Europa, hvor hver fjerde eller hver tredje
er muslim? Alle europæere, også vore muslimske medborgere må gøre sig den
overvejelse.
Ingen af de
europæiske stater har haft endelig succes med integration af Islam og
muslimer. Der er no-go-zoner i utallige storbyer over hele Europa. Der er udbredt
støtte til IS, sharialov og islamiske forbud blandt europæiske muslimer. Der er
voldsomme forskelle i synet på homoseksuelle, kvindefrigørelse, demokrati,
religionskritik og ytringsfrihed. De europæiske ideer har ikke vundet over de
muslimske. Islam i Europa er allerede i
dag en selvbevidst modkultur til vores europæiske kultur.
Islam er
aktiv i denne folkevandring. Imamen i selveste Al-Aqsa moskeen i Jerusalem
holdt sin fredagsprædiken på netop den 11. september i år som en lang glødende opfordring til at erobre
Europa, til at sprede islams velsignelser og sharia-love over hele kontinentet
og alle dets syndige og vantro. Imamen
opfordrede til folkevandring i islams navn. Han er ikke den eneste imam, der
prædiker om at erobre Europa med indvandring og børnefødsler.
Saudi
Arabien og Iran finansierer moskeer og såkaldte kulturcentre over alt i det
naive Europa. Steder, hvor de unge muslimer radikaliseres og de gamle
fastholdes. Det er kendsgerninger, som ikke nok så meget misforstået hensyn kan
negligere. IS praler med at have tusindvis af krigere klar i europæiske lande,
og den libanesiske undervisningsminister advarer mod krigere, der sniger sig
ind sammen med migranterne.
Den
islamiske grundkonflikt mellem iranernes shiisme og saudernes wahabisme er
allerede installeret i Europa, og nu kommer IS til. I tyske asylcentre er der
masseslagsmål mellem forskellige grupper. Kristne skille fra muslimer af hensyn
til deres sikkerhed, og kvinderne går i konstant fare for overgreb. Europas
fred og borgernes sikkerhed varer ikke ved, når vi en gros importerer folk fra
Mellemøsten og Nordafrika. Kulturen følger med.
Europa kan
ikke absorbere en muslimsk masseindvandring. Uanset hvor gode intentioner, vi
måtte have, uanset hvor store integrationstiltag, vi udfører, uanset om dèt
skulle lykkes, der ikke hidtil er lykkedes, så kan Europa ikke absorbere millioner
af lavt uddannede, kulturfremmede migranter med islamisk tro, kultur,
voldsparathed og fanatisme.
De
europæiske befolkninger beskyldes i pressen for at rykke til højre, for at
blive nationalistiske og indvandrerfjendske, og sandt er det, at den folkelige
modstand mod den uhæmmede indvandring vokser hurtigt. Men det er ikke fair at
kalde modstanden nationalistisk eller fjendtlig mod noget som helst. Man bliver
hverken det ene eller det andet, fordi man ønsker at bevare det, man har.
For at undgå
nogen form for misforståelser: jeg går ud fra, ni ud af ti, eller nioghalvfems
ud af hundrede eller endnu flere blandt migranterne er ordentlige mennesker,
der helst vil leve i fred. Men den ene hundrededel er nok til at skabe den
ufred, der så åbenlyst hører til den islamiske kultur. Den ene hundrededel er
nok til at starte radikalisering; det er nok til at skabe et samfund, hvor det
ikke er rart at leve for nogen – uanset tro.
Og for at
undgå andre misforståelser: vreden mod indvandringen skal rettes mod de
europæiske politikere, ikke mod de indvandrede. Det er EU’s top, det er Merkel
og det er vore egne politikere, der bærer skylden for ikke at have lukket
grænserne i tide, for ikke at have indgået aftaler om tilstrækkelig hjælp i
nabolandene, for ikke at have lyttet til de utallige advarsler fra Frontex, for
ikke at have returneret de åbenlyst grundløse asylsøgere men i stedet givet
garanti for asyl i EU, vores forjættede kontinent.
De
europæiske ledere har åbenlyst ikke forstået problemernes realitet og de
midler, der er nødvendige for at lukke de europæiske grænser. Ingen ved, hvor
mange illegale indvandrere, der allerede er i ankommet, og ingen ved, hvor
mange der vil komme. Et illegalt arbejdsmarked af den ringeste slags er
allerede i dag en kendsgerning. Så længe den muslimske indvandring fortsætter, vil
ghettoerne vokse, slumbyer vil skyde frem, og vi vil se en rå fattigdom brede
sig midt i vores rige samfund.
Vold,
kriminalitet, uroligheder, sammenstød mellem indvandrere og befolkning vil
blive dagligdag. Frontex vil blive forstærket, sammenstød ved grænserne og i
storbyernes ghettoer vil blive dagligdag. Vores samfund bliver militariserede
på samme måde, som Israel er det i dag.
Er det den
europæiske fremtid, vi ønsker?
Eller kan den folkelige reaktion tvinge politikerne til langt om længe at handle med tilstrækkelig effektivitet og stålsathed? Har vi overhovedet de politikere, der kræves for blot at opretholde status quo? Eller har årtiers politiske korrekthed, frygten for at genere de muslimske europæere, angsten for Islams vrede og den udbredte europæiske naivitet allerede lammet os i en sådan grad, at fremtiden er aflyst?
Eller kan den folkelige reaktion tvinge politikerne til langt om længe at handle med tilstrækkelig effektivitet og stålsathed? Har vi overhovedet de politikere, der kræves for blot at opretholde status quo? Eller har årtiers politiske korrekthed, frygten for at genere de muslimske europæere, angsten for Islams vrede og den udbredte europæiske naivitet allerede lammet os i en sådan grad, at fremtiden er aflyst?
Utopi er det græske ord for et uopnåeligt
samfundsideal. EU drømte om fred og velstand i Europa via toldmure,
landbrugspolitik og skabelsen af et fælles europæisk imperium. Men utopien
krakelerer i mødet med den virkelige verdens ubarmhjertighed. Nu er vi i stedet
på vej mod en europæisk dystopi,
utopiens modsætning, den værste af alle verdener.
Vi, der
skriver om den europæiske kulturs undergang, bliver kaldt for alarmister. Hvis det ikke er nu, vi skal
slå alarm, hvornår så?