En muslimsk folkevandring

Af Poul Højlund, oktober 2015

Folkevandringens grafik  Frontex' Q1 2015 rapport over illegal indvandring fra lande syd for Europa.  Flygtningekrisen er ikke aflyst. Selvom politikerne lyder, som om alt er under kontrol, er det modsatte tilfældet. Flygtninge og migranter strømmer ind over Europas grænser i et antal, som aldrig er set før. Vi ser konturerne af en folkevandring, som vil forandre Europa for bestandigt. Demograferne er enige, dette er begyndelsen til noget meget stort og skæbnesvangert i ordets egentlige betydning: svangert med skæbne. Demografi er skæbne. En indvandret befolkningsgruppe kan ikke smides ud igen. De er her for at blive.

Vi står overfor en folkevandring fra syd, der vil fortsætte gennem det næste århundrede. Folkevandringen kommer fra Syrien, Afghanistan, Libyen og Irak. Men den kommer også fra afrikanske lande uden krig: Senegal, Niger, Mali, Eritrea, Somalia og mange flere.

Alene i Mellemøsten og Nordafrika vokser indbyggertallet ifølge FN med 300 millioner til 818 millioner i 2050. Når det enorme overskud af mennesker sætter sig i bevægelse, vil vi forstå, at det stadig kun er en lille fortrop, der krydser Europas grænser i disse år. Men allerede nu vokser tallene voldsomt, og der er ubegrænsede mængder at øse af. Det er et kar, der ikke kan tømmes.

Frontex, EU’s grænseagentur, udsender rapport på rapport med advarsler, og deres kvartalsstatistikker over illegalt indvandrede eksploderer. UNHCR taler om en fortsat og ustoppelig migration. Både på kort og langt sigt kan vi forvente en indvandring så voldsom, at vi ikke kan håndtere det uden forandringer i vores samfund så dybtgående, at vi ikke vil kunne kende dem igen.

Den folkevandring, der er på vej, er i alt væsentligt muslimsk – iblandet et fåtal kristne, der flygter for den samme Islam. I Europa anno 2015 er hver femtende indbygger muslim, i 1990 var det hver femogtyvende, og i 1950 kun hver halvtredsindstyvende.  Ønsker vi et Europa, hvor hver fjerde eller hver tredje er muslim? Alle europæere, også vore muslimske medborgere må gøre sig den overvejelse.

Ingen af de europæiske stater har haft endelig succes med integration af Islam og muslimer.  Der er no-go-zoner i utallige storbyer over hele Europa. Der er udbredt støtte til IS, sharialov og islamiske forbud blandt europæiske muslimer. Der er voldsomme forskelle i synet på homoseksuelle, kvindefrigørelse, demokrati, religionskritik og ytringsfrihed. De europæiske ideer har ikke vundet over de muslimske.  Islam i Europa er allerede i dag en selvbevidst modkultur til vores europæiske kultur.

Islam er aktiv i denne folkevandring. Imamen i selveste Al-Aqsa moskeen i Jerusalem holdt sin fredagsprædiken på netop den 11. september i år som en lang glødende opfordring til at erobre Europa, til at sprede islams velsignelser og sharia-love over hele kontinentet og alle dets syndige og vantro.  Imamen opfordrede til folkevandring i islams navn. Han er ikke den eneste imam, der prædiker om at erobre Europa med indvandring og børnefødsler.

Saudi Arabien og Iran finansierer moskeer og såkaldte kulturcentre over alt i det naive Europa. Steder, hvor de unge muslimer radikaliseres og de gamle fastholdes. Det er kendsgerninger, som ikke nok så meget misforstået hensyn kan negligere. IS praler med at have tusindvis af krigere klar i europæiske lande, og den libanesiske undervisningsminister advarer mod krigere, der sniger sig ind sammen med migranterne.

Den islamiske grundkonflikt mellem iranernes shiisme og saudernes wahabisme er allerede installeret i Europa, og nu kommer IS til. I tyske asylcentre er der masseslagsmål mellem forskellige grupper. Kristne skille fra muslimer af hensyn til deres sikkerhed, og kvinderne går i konstant fare for overgreb. Europas fred og borgernes sikkerhed varer ikke ved, når vi en gros importerer folk fra Mellemøsten og Nordafrika. Kulturen følger med.

Europa kan ikke absorbere en muslimsk masseindvandring. Uanset hvor gode intentioner, vi måtte have, uanset hvor store integrationstiltag, vi udfører, uanset om dèt skulle lykkes, der ikke hidtil er lykkedes, så kan Europa ikke absorbere millioner af lavt uddannede, kulturfremmede migranter med islamisk tro, kultur, voldsparathed og fanatisme.

De europæiske befolkninger beskyldes i pressen for at rykke til højre, for at blive nationalistiske og indvandrerfjendske, og sandt er det, at den folkelige modstand mod den uhæmmede indvandring vokser hurtigt. Men det er ikke fair at kalde modstanden nationalistisk eller fjendtlig mod noget som helst. Man bliver hverken det ene eller det andet, fordi man ønsker at bevare det, man har.

For at undgå nogen form for misforståelser: jeg går ud fra, ni ud af ti, eller nioghalvfems ud af hundrede eller endnu flere blandt migranterne er ordentlige mennesker, der helst vil leve i fred. Men den ene hundrededel er nok til at skabe den ufred, der så åbenlyst hører til den islamiske kultur. Den ene hundrededel er nok til at starte radikalisering; det er nok til at skabe et samfund, hvor det ikke er rart at leve for nogen – uanset tro.

Og for at undgå andre misforståelser: vreden mod indvandringen skal rettes mod de europæiske politikere, ikke mod de indvandrede. Det er EU’s top, det er Merkel og det er vore egne politikere, der bærer skylden for ikke at have lukket grænserne i tide, for ikke at have indgået aftaler om tilstrækkelig hjælp i nabolandene, for ikke at have lyttet til de utallige advarsler fra Frontex, for ikke at have returneret de åbenlyst grundløse asylsøgere men i stedet givet garanti for asyl i EU, vores forjættede kontinent.

De europæiske ledere har åbenlyst ikke forstået problemernes realitet og de midler, der er nødvendige for at lukke de europæiske grænser. Ingen ved, hvor mange illegale indvandrere, der allerede er i ankommet, og ingen ved, hvor mange der vil komme. Et illegalt arbejdsmarked af den ringeste slags er allerede i dag en kendsgerning. Så længe den muslimske indvandring fortsætter, vil ghettoerne vokse, slumbyer vil skyde frem, og vi vil se en rå fattigdom brede sig midt i vores rige samfund.

Vold, kriminalitet, uroligheder, sammenstød mellem indvandrere og befolkning vil blive dagligdag. Frontex vil blive forstærket, sammenstød ved grænserne og i storbyernes ghettoer vil blive dagligdag. Vores samfund bliver militariserede på samme måde, som Israel er det i dag.

Er det den europæiske fremtid, vi ønsker? 

Eller kan den folkelige reaktion tvinge politikerne til langt om længe at handle med tilstrækkelig effektivitet og stålsathed? Har vi overhovedet de politikere, der kræves for blot at opretholde status quo? Eller har årtiers politiske korrekthed, frygten for at genere de muslimske europæere, angsten for Islams vrede og den udbredte europæiske naivitet allerede lammet os i en sådan grad, at fremtiden er aflyst?

Utopi er det græske ord for et uopnåeligt samfundsideal. EU drømte om fred og velstand i Europa via toldmure, landbrugspolitik og skabelsen af et fælles europæisk imperium. Men utopien krakelerer i mødet med den virkelige verdens ubarmhjertighed. Nu er vi i stedet på vej mod en europæisk dystopi, utopiens modsætning, den værste af alle verdener.

Vi, der skriver om den europæiske kulturs undergang, bliver kaldt for alarmister. Hvis det ikke er nu, vi skal slå alarm, hvornår så?