Af Poul Højlund, august 2002
Det begynder med angsten. Angsten for at blive ringet op og
truet; angsten for det fysiske overfald; angsten for de rabiate. Efter angsten
kommer tavsheden. I dag har angsten ramt vore jødiske medborgere. Og med
garanti også en stor del af vore muslimske medborgere. Med få modige
undtagelser er begge grupper præget af tavsheden overfor de rabiate, overfor
den voldelige del af palæstinenserne her i landet.
JP bragte i søndags (11/8) en glimrende to-siders artikel om
det palæstinensiske problem i Danmark. Jeg skriver bevidst kun ’det
palæstinensiske problem’ – selvom artiklen forsøger at skabe et billede af en
jødisk – palæstinensisk konflikt her i landet. Sandheden er jo den såre enkle,
at det ikke er vore jødiske medborgere, men derimod udelukkende en gruppe unge
palæstinensere, ivrigt bistået af det autonome miljø, der skaber problemerne.
Det har været rystende at konstatere, at en enkelt
demonstrant skal have 5-600 betjentes beskyttelse for i vores demokratiske land
at demonstrere på Nørrebro. Og direkte chokerende at høre den ellers sympatiske
kriminalinspektør Per Larsen udtale, at den jødiske befolkningsgruppe skal
undlade at provokere, - for eksempel ved at bære en Davidsstjerne på Nørrebro.
På TV fik samme Per Larsen rådne
tomater, rå æg og lignende kasteskyts til at høre med til demokratiets
ytringsformer.
Vores retsopfattelse skrider umærkeligt. Retten til at
deltage i den frie meningsudveksling trues. Retten til frit og uantastet at
bære sin tros symboler, korset, stjernen, tørklædet, er allerede trådt under
fode. Når jeg i medierne præsenteres for unge palæstinensere, der halvt
afsindige skriger deres frådende raseri udover landet; når jeg hører en dansk
kriminalinspektør udtale, at de danske jøder ikke skal provokere; når jeg læser
om antisemitiske overfald, og når jeg hører de indtrængende advarsler fra den
demokratiske del af vore muslimske medborgere, må jeg frygte for fremtiden.
Vi må ikke acceptere selv den mindste indskrænkning i vore
velerhvervede frihedsrettigheder. Enhver skal fortsat frit og uden angst kunne
deltage i den debat, der er forudsætningen for vort demokrati. Vi skal ikke
leve i angst og tavshed.
I fællesskab mellem alle befolkningsgrupper i Danmark må vi
aktivt kæmpe for ytringsfriheden. Ikke bare den store, teoretiske og
grundlovssikrede, - men den lille daglige og praktiske ret til uantastet at
sige sin mening overalt. Også på
Nørrebro. Jeg behøver ikke at være den mindste smule enig; ja, jeg behøver ikke
engang at overveje, om jeg er enig med en Moses Hansen, en Jacques Blum, en Pia
Kærsgaard eller en hvilken som helst anden for at vide, at det er min og alle
andres pligt med alle midler at sikre deres ret til at udtrykke deres meninger.
Også på Nørrebro.
Frø af ugræs er over hegnet føget, - og det får åbenlyst lov
til at spire og slå rod i det danske demokrati. Når folkekirkepræster, ledende
politifolk, veluddannede og højtplacerede mennesker og politikere vælger at
vende den anden kind til for at undgå konfrontationen, er det på høje tid at
råbe stop. Konfrontationen skal tages nu og her, ikke i morgen eller dagen
derefter. Ukrudtet skal rykkes op med rode, inden det breder sig og kvæler den
praktiske ytringsfrihed.
