Af Poul Højlund, 13. februar 2006. Offentliggjort i JP.
You might as well fight from the first ditch instead of
the last, - vi kan ligeså godt slås fra den første skyttegrav i stedet for den
sidste, - siger amerikanerne, og de har ret. Men det store knæfald er begyndt.
EU’s Solana rejser nu rundt i den arabiske verden med sin ’uforbeholdne respekt’
for Islam, Kofi Annan taler om de forfærdelige tegninger og om respekt og
dialog, og USA og UK nøjes med det formelle, at fordømme ambassadeafbrændingerne.
Det burde være omvendt: EU burde undskylde overfor
Danmark, at man ikke stod klokkeklart bag vores statsminister, at man ikke rent
forsvarede JyllandsPostens soleklare ret til at gøre grin med de islamistiske
forbud, at man ikke omgående indledte retlige skrift mod de arabiske lande,
hvor handelsboykot blev støttet af regeringerne.
Jeg tror, at vi skal vænne os til, at vi står alene.
Måske vil enkelte lande støtte os officielt, men det absolutte flertal har
valgt den politiske korrekthed, den indholdstomme respekt og den utålelige
tolerance overfor den vanvittige intolerance, der præger den islamiske verdens
reaktioner.
Vores Grundlov gælder åbenbart ikke i EU og FN, eller
rettere: andre hensyn står højere. Grundloven er til gengæld klokkeren: ytringsfriheden
er ubegrænset – under ansvar for domstolene. Hvad betyder det helt præcist? At
alle kan sige, tegne, skrive, synge, udtrykke præcist, hvad der passer dem, og
at alle andre, der føler sig krænket, såret, stødt, fornærmet og forrådt, efterfølgende kan lade en
dansk domstol tage stilling til sagen.
Det er så enkelt, at det er ufatteligt, at nogen tvivl
eller noget ’men …’ overhovedet kan komme på tale. Ytringsfriheden har ikke
noget tilføjet ’men…’ Det står der
simpelthen ikke. Se selv efter. Grundloven understreger tværtimod som en ekstra
garanti, at censur og andre forebyggende foranstaltninger aldrig kan indføres igen,
heller ikke af EU eller FN.
Lad mig citere de uforgængelige ord igen, vi kan ikke
tit nok læse dem: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine
tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende
forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.”
Men skal man så ikke bruge ytringsfriheden med omtanke,
sådan som det nu hævdes? Hvis omtanke, om jeg må spørge, din eller min? Det er
logisk umuligt at kræve ytringsfriheden brugt med en fælles omtanke, - det
turde være soleklart, - og ligeså klart, at alle naturligvis bruger den med omtanke,
nemlig deres egen.
Jamen skal vi så bare rende rundt og såre hinanden
efter bedste evne? Og svaret er ganske ligetil; ja, hvis det er dit behov, og
hvis du er parat til at møde det efterstillede ansvar foran en dansk domstol.
Vi har love mod ærekrænkelse, mod blasfemi, mod racisme, mod forfatningsskadelig
og landsskadelig virksomhed, mod opfordringer til vold og terror, mod alt det,
som vi ikke vil tolerere. Men det er alt sammen et efterstillet ansvar, ikke en
forebyggende censur.
Enhver er fri til at ytre sig, og enhver er pligtig til
at møde sit ansvar for sine ytringer foran en dansk domstol, - ikke foran
gadens parlament, ikke foran vanvittige islamister og ikke foran korrekthedens
FN-diplomater og EU-ansatte eller forhenværende det ene eller andet. Så enkelt
er det. For nogle åbenbart ufatteligt enkelt.
